Præsident erklærer ukrainerne frygtløse trods muligt angreb
Ukrainerne er ikke bange for nogen, siger præsident Volodimir Zelenskij onsdag. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Handout/Ritzau Scanpix
Ukrainerne er ikke bange for nogen, siger landets præsident. Vesten frygter snarlig russisk invasion.
Befolkningen i Ukraine er frygtløs - trods truslen om en russisk invasion.
Det siger landets præsident, Volodimir Zelenskij, onsdag. En dag, som Ukraine har døbt "sammenholdets dag".
Der har tidligere været meldinger om, at et russisk angreb ville blive indledt netop onsdag.
- Vi er ikke bange for varslinger. Vi er ikke bange for nogen. Vi vil forsvare os selv.
- Vi har vidunderlige og stærke væbnede styrker. Vi har fremragende diplomater, frivillige styrker og nationale modstandsstyrker på tværs af Ukraine, siger præsidenten i en tale i den østlige havneby Marjupol.
Rusland har over 100.000 soldater ved grænsen til Ukraine. Frygten i Vesten er, at russerne gør klar til en invasion.
Situationen i Ukraine får stor opmærksomhed i forsvarsalliancen Nato. Her har forsvarsministre onsdag drøftet situationen.
De overvejer at styrke tilstedeværelsen i Central- og Østeuropa på grund af situationen. Det fortæller Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, efter mødet.
- Ministre har besluttet at skabe yderligere muligheder for at styrke Natos afskrækkelse og forsvar. Herunder ved at overveje at etablere nye Nato-kampgrupper i Central- og Østeuropa, siger Jens Stoltenberg.
Han tilføjer, at militære ledere i Nato vil arbejde på detaljerne.
Rusland hævder, at mange af soldaterne ved grænsen til Ukraine er der på grund af militære øvelser. Ifølge Rusland er man også begyndt at trække nogle soldater hjem, fordi øvelserne er færdige.
Ifølge Stoltenberg ser Nato imidlertid ingen tegn på en tilbagetrækning af soldater eller udstyr.
Heller ikke Ukraine ser tegn på en russisk tilbagetrækning. En rapport fra ukrainske efterretningstjenester onsdag viser, at der i alt er omkring 140.000 styrker med tilknytning til Rusland nær Ukraines grænse.
Soldaterne tæller både russiske tropper og prorussiske separatister. Det oplyser landets forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie