Prins Andrew vil fritages for officielle forpligtelser
Prins Charles lillebror prins Andrew meddeler, at han trækker sig fra alle officielle pligter på ubestemt tid. Det sker i kølvandet på historien om hans forbindelser til den afdøde amerikanske finansmand Jeffrey Epstein. (Arkivfoto) Foto: Toby Melville/Reuters
Toby Melville/Reuters
Prins Andrew siger, at hans forbindelse til afdøde Jeffrey Epstein skaber "omfattende forstyrrelser".
Storbritanniens prins Andrew meddeler, at han har bedt om at blive fritaget for officielle forpligtelser på ubestemt tid.
Den 59-årige prins Andrew siger, at hans forbindelse til en dømt sexforbryder - nærmere bestemt den afdøde finansmand Jeffrey Epstein - skaber "omfattende forstyrrelser" for kongefamiliens arbejde.
I en erklæring siger han, at han har den dybeste sympati for Epsteins ofre.
Prins Andrew, som er blevet voldsomt kritiseret for et interview om sin rolle i Epstein-skandalen, siger, at han træder tilbage fra sine officielle pligter på ubestemt tid.
Prinsen, der er dronning Elizabeth II's anden søn, havde særlige forbindelser til Epstein, som var anklaget for menneskehandel og overgreb mod adskillige mindreårige piger.
Finansmanden hængte sig selv i sin celle i Manhattan Correctional Center i august.
- Selvfølgelig er jeg parat til at bidrage med hjælp til enhver myndighed, som måtte ønske det, siger prinsen med henblik på den igangværende efterforskning af det netværk, som Epstein havde opbygget.
I weekenden forklarede den britiske prins sig for første gang i sagen over for BBC.
Efterfølgende har flere kommunikationseksperter beskrevet interviewet som decideret "katastrofalt".
De mener, at prins Andrews forklaringer viser mangel på dømmekraft. Derudover viste hans udtalelser ikke empati over for Epsteins ofre, hed det.
Flere velgørenhedsorganisationer og initiativgrupper, som støttes af prins Andrew, har meddelt, at de ikke længere ønsker at have ham som protektor - eller at de i hvert fald vil tage deres relationer til prinsen op til fornyet overvejelse.
To ansatte i det fængsel, hvor Epstein blev fundet død i august, er netop blevet sigtet i forbindelse med hans død.
De to ansatte var på arbejde den nat, Epstein tog livet af sig selv. Tilsyneladende holdt de to ansatte ikke tilstrækkeligt godt øje med den indsatte, der afventede en omfattende retssag.
Anklagerne kunne have sendt ham i fængsel i op mod 45 år.
Epsteins selvmord har været omgærdet af flere konspirationsteorier, da han havde været på venskabelig fod med USA's præsident, Donald Trump, tidligere præsident Bill Clinton samt prins Andrew.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie