Putins ingeniører har næserne nede i erobret militærudstyr fra Vesten

Hvis USA beder vestlige politikere om at hænge sig, vil de spørge, om de må gøre det i et europæisk fremstillet reb. Det er et af de budskaber, præsident Putin er kommet med i et interview med russisk tv. (Arkivfoto). Foto: Sputnik/Reuters

Putin beroliger russerne og taler om fremskridt i den "specielle militære operation" i Ukraine. Han håner også europæiske ledere for at være afhængige af USA.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skal man tro Vladimir Putin, går det rigtig godt for Ruslands militær i Ukraine.

Den russiske præsident har i et interview med den statslige tv-station Rossija-1 efterladt det indtryk, at alt i den såkaldte "specielle militære operation", som Rusland kalder krigen, går fint.

- Positivt, svarede Putin, da han blev spurgt om situationen.

Interviewet er lavet til programmet "Moskva. Kreml. Putin". Det russiske nyhedsbureau Tass har citeret fra interviewet.

- Vore soldater optræder heroisk. De har optrådt uventet for fjenden i nogle områder og har lanceret en offensiv, indtaget de mest favorable positioner, højt i landskabet og så videre.

I Ukraine siger ledelsen, at ukrainernes igangværende offensiv skrider frem. Det går langsomt, men stille og roligt erobrer de landområder i det sydlige og østlige Ukraine under hårde kampe.

Putins oplysninger fra slagmarken er anderledes.

- Siden offensiven begyndte, har alle fjendens forsøg på at bryde igennem vort forsvar, som også er en opgave for vore strategiske reserver, været uden held. Fjenden har ikke succes, siger den russiske præsident.

Under Ukraines offensiv har ukrainerne indsat store mængder vestligt materiel, herunder kampvogne og artilleri, som USA og Vesteuropa har forsynet dem med.

Ukrainerne fik i vinter og foråret vestlige kampvogne som blandt andet Leopard 1 og 2 leveret, ligesom de trænede i at bruge dem.

Mens det stod på, forstærkede russerne deres forsvarsstillinger på kamppladserne.

Så russerne har haft god tid til at grave sig ned og lave solide forsvarslinjer. Det er ifølge ukrainerne årsagen til, at fremrykningen går langsomt.

Også selv om de vestlige våben måske er de russiske overlegne.

Ifølge Putin er russernes våben dog de bedste. Han siger, at russerne har lejlighed til at undersøge erobrede, vestlige våben.

Ukrainske soldater i færd med at reparere en Leopard 2-kampvogn. Billedet er fra den 23. juni i Zaporizjzja-området. Putin siger, at russerne er ved at undersøge erobret, vestligt materiel. Så vidt vides, er ingen Leopard 2-kampvogne faldet i russernes hænder. Foto: Andriy Andriyenko/Ritzau Scanpix

- Der er en vending, der hedder "omvendt ingeniørarbejde". Hvis der er en mulighed for at undersøge, om der skulle være noget, som kan bruges af vort land, nå ja ... hvorfor ikke?

Men han siger også, at intet kan slå Ruslands kampvogn T-90.

- Verdens bedste kampvogn. Uden overdrivelse. Men fjenden kan også producere topmoderne materiel.

Magasinet Newsweek skriver, at Rusland har udviklet kampvognen T-90M til at matche USA's Abrams M1-kampvogn.

USA lovede tidligere i år Ukraine 31 M1-kampvogne. De ventes ifølge Newsweek at ankomme om nogle uger eller måneder.

Ukraine har indsat Leopard 2-kampvogne mod russerne.

Ifølge det hollandske medie Oryx, der via åbne kilder prøver at holde trit med krigens udvikling, har Ukraine mistet otte Leopard 2A4 og 2A6-kampvogne indtil nu. Ingen er registreret som erobret af russerne.

Under tæppet ligger en kvinde, som ifølge oplysningerne blev dræbt af en russisk klyngebombe. Billedet er fra Soledar i området ved Bakhmut den 1. juni 2022. Putin siger, at Rusland ikke har brugt klyngebomber i Ukraine. Foto: Aris Messinis/Ritzau Scanpix

Tidligere i juli sagde russiske statsmedier, at Ruslands militær havde fået fat i en af de britiske Storm Shadow-krydsermissiler og var i gang med at splitte det ad.

I interviewet har Putin også hånende bemærkninger til de vestlige politikere, som han frem til Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar 2022 mødtes med jævnligt.

Tass skriver, at han med ironi talte om europæiske politikeres afhængighed af USA.

- Nogle gange er det som om, at de gør alt, hvad de får besked på fra den anden side af havet, siger han.

- Hvis de i morgen får følgende besked: "Vi har besluttet at hænge jer alle", så vil de kun stille ét spørgsmål. De vil kigge ned og spørge: "Kan vi gøre det med hjemmeproducerede reb"?

- Og det vil desværre være endnu et slag for dem. Jeg tror, det bliver en fiasko, for amerikanerne vil højest sandsynligt nægte at give dem så stor en kontrakt inden for tekstilindustrien.

/ritzau/

Klyngebomber

* I tv-interviewet har præsident Vladimir Putin også talt om brug af klyngebomber, efter at USA har besluttet at forsyne Ukraine med klyngebomber.

* Putin siger, at Rusland har et "tilstrækkeligt" lager af klyngebomber. Hvis Ukraine bruger sådanne bomber, vil Rusland også gøre det.

* Ukraine siger, at klyngebomber skal kompensere mangel på artillerigranater.

* Klyngebomber indeholder mange små granater, der ved eksplosionen spredes over et stort område og eksploderer. Problemet er, at mange af de små granater ikke eksploderer. Så ligger de der måske i årevis til efter krigen og eksploderer, når en civil rører dem.

* Putin siger, at han regner det for kriminelt at bruge klyngebomber. Imidlertid siger Human Rights Watch, at både Rusland og Ukraine før har brugt klyngebomber i krigen.

* Over 100 lande har skrevet under på en konvention om forbud mod klyngebomber. Hverken Rusland, Ukraine eller USA er blandt disse lande.

Kilder: Tass og Reuters.

/ritzau/

Det går godt for Rusland i konflikten i Ukraine, hævder præsident Vladimir Putin. På billedet fra den 14. juli holdt han videomøde med Ruslands sikkerhedsråd. Foto: Sputnik/Reuters
En russisk T-90 kampvogn. Det er verdens bedste, siger præsident Putin. Billedet er fra en militærparade i Moskva i 2020. Foto: Dimitar Dilkoff/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu