Putins kritikere: Han rammer os med ny lov
Mens verdens opmærksomhed er rettet mod udviklingen i Ukraine, har Ruslands præsident, Vladimir Putin, stille og roligt gennemført en lov, der strammer reglerne og straffen for deltagelse i uroligheder.
Kritikere siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at loven er rettet mod dissidenter og andre, der er uenig med Putin.
Loven blev underskrevet af Putin mandag, og den giver strengere straf for personer, som er indblandet i uroligheder. Nogle terrorforbrydelser takseres til fængsel på livstid.
Der indføres skrappere kontrol med bloggere, hvoraf flere er gået hen og blevet oppositionsledere, der har brugt internettet til at organisere demonstrationer mod Putin.
- Alle disse stramninger vil kun blive brugt politisk, mener Dmitrij Gudkov, parlamentsmedlem, som var med til at organisere flere demonstrationer mod Putin i 2011 og 2012.
Den nye lov siger ifølge den offentliggjorte tekst, at man risikerer fra otte til 15 års fængsel for at organisere masseuroligheder, som ledsages af vold, pogromer, brandstiftelse, ødelæggelse af ejendom, brug af våben, brug af eksplosiver og gift.
Lovstramningen understreger Kremls bekymring for, at urolighederne i Ukraine, hvor demonstrationer tvang den Moskva-venlige præsident på flugt, måske kan smitte af på Rusland, selv om annekteringen af den ukrainske halvø Krim dog har hjulpet Putin til at opnå sin højeste popularitet siden slutningen af 2010.
Stramningen kommer umiddelbart før planlagte demonstrationer tirsdag aften i den centrale del af Ruslands hovedstad, Moskva, for at markere en demonstration i 2012 - aftenen inden Putins indsættelse til sin tredje periode som præsident.
Demonstrationen i 2012 blev kvast af politiet, og mange blev anholdt.
Kritikere af Putin og hans styre i Kreml siger, at demonstrationen for to år siden var startskuddet til Putins fremfærd mod oppositionen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie