Red Barnet sætter arbejde i Afghanistan i bero efter angreb
Røg stiger op fra det sted, hvor der onsdag morgen var en eksplosion og angreb mod Red Barnets kontor i Jalalabad i det østlige Afghanistan. Foto: Reuters/Reuters Tv
Reuters/Reuters Tv
En afdeling af Red Barnet i Afghanistan er blevet angrebet af bevæbnede mænd, skriver flere nyhedsbureauer.
Bevæbnede mænd har onsdag morgen angrebet Save the Childrens kontorer i Jalalabad i den østlige del af Afghanistan. Save the Children er Red Barnets internationale afdeling.
Mindst to er dræbt, og 14 andre er såret, siger øjenvidner og embedsmænd.
Angrebet var det seneste mod en udenlandsk nødhjælpsgruppe i det krigshærgede land.
Save the Children meddeler, at de midlertidigt indstiller alle deres programmer i Afghanistan efter angrebet. Det siger en talsmand for nødhjælpsgruppen i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.
Angrebsmændene sprængte en bil i luften uden for nødhjælpsgruppens lejr i byen Jalalabad. Herefter sendte de granater mod lejren og stormede den.
Angrebet blev nedkæmpet af sikkerhedsstyrker, som omringede stedet. Det varede i omkring tre timer.
- Kampene er sluttet. Sikkerhedsstyrkerne er ved at undersøge bygningen nu, siger Attaullah Khogyani, en officiel talsmand.
Angrebet kommer få dage efter et Taliban-angreb mod et luksushotel i Kabul, hvor mindst 22 mennesker blev dræbt. De fleste er udlændinge.
- Cirka klokken 09.10 eksploderede en bilbombe ved indgangen til Red Barnets bygning, siger Attaullah Khogyani.
- En gruppe bevæbnede mænd kom derefter ind på området, tilføjer han.
En person, som befandt sig inde i bygningen, da angrebet gik i gang, fortæller, at han hørte et "højt brag".
- Vi løb i dækning, og jeg så en bevæbnet mand ramme hovedporten med et raketstyr for at trænge ind på området. Jeg hoppede ud af et vindue, siger Mohammad Amin fra en hospitalsseng i Jalalabad.
I en kommentar til angrebet siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Twitter:
- Horribelt angreb i Afghanistan på helte, der passer på de mest sårbare vi har: Børnene. Mine tanker går til ofrene for angrebet, pårørende og til alle, der sætter livet på spil for at hjælpe udsatte mennesker i verdens brændpunkter
Islamisk Stat har taget skylden for angrebet på nødhjælpsorganisationen.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie