Mitt Romney vil slippe endnu billigere i skat, hvis en af hans republikanske rivaler vinder præsidentvalget. Tirsdag fortalte den velhavende republikanske storfavorit, at han betaler omkring 15 procent i skat.
Skatteprocenten vil blive endnu lavere, måske endda nul, såfremt Newt Gingrich eller Rick Perry skulle gå hele vejen til Det Hvide Hus. Netop de to udfrittede Romney om hans skatteforhold i en tv-debat mandag op til lørdagens primærvalg i South Carolina.
Newt Gingrich betaler selv 31 procent i skat af sine indkomster, mens Rick Perry betaler 24 procent. At netop de to kritiserer Romney for at betale for lidt i skat, kan være svært at forstå.
- Gennemføres de skatteforslag, som Gingrich og Perry har, så vil Romneys beskatning nemlig blive endnu mere lempelig, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Hovedparten af Romneys indtægter kommer fra investeringer, og den slags indtægter beskattes aktuelt med 15 procent, men både Perry og Gingrich lægger i deres skattepolitiske forslag op til, at beskatningen af kapitalgevinster helt bør afskaffes.
Sker det, vil det spare Romney for millioner af dollar om året. Han menes at have en formue på omkring 250 millioner dollar.
De seneste dages skattedebat har tilsyneladende svækket opbakningen til Romney. En ny meningsmåling fra CNN viser, at hans forspring til Newt Gingrich er halveret i forhold til for to uger siden.
Romney står ifølge målingen dog stadig til at sejre i South Carolina med opbakning fra 33 procent af vælgerne mod 23 procent til Newt Gingrich.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie