Romney håner vælgerne i skjult optagelse
En skjult videooptagelse, der er lagt ud på internettet, kan forværre republikaneren Mitt Romneys chancer ved præsidentvalget i november.
I optagelsen, der stammer fra et møde bag lukkede døre med velhavende republikanske støtter, håner Romney præsident Barack Obamas tilhængere, som folk, der lever af det offentlige og ikke betaler skat.
- 47 procent af dem, der støtter ham, er afhængige af det offentlige, betragter sig selv som ofre, og mener, at regeringen er forpligtet til at tage sig af dem, siger Romney på videoen ifølge nyhedsbureauet AFP.
Obamas kampagnestab lader ikke anledningen til at kaste sig over mangemillionæren Mitt Romney gå fra sig. Igen og igen forsøger de at karakterisere ham som en person, der er uvidende om dagligdagens udfordringer for den gennemsnitlige vælger.
- Det er vanskeligt at være præsident, når man så foragtende afskriver halvdelen af nationen, siger Obamas valgkampleder, Jim Messina.
Videoen blev mandag offentliggjort på hjemmesiden for det venstreorienterede magasin Mother Jones.
- Det er ikke min opgave at bekymre mig om de mennesker. Jeg kan aldrig overbevise dem om, at de personligt skal tage ansvar for deres liv. Min opgave er at overbevise de fem-ti procent midtervælgere, der er uafhængige, siger Romney ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Et af Romneys valgløfter er at sænke indkomstskatten. Specielt for de mest velbeslåede.
- Vi taler om personer, som ikke betaler indkomstskat. Så vores budskab om lavere skat er uden betydning for dem, fortæller han til den velbeslåede forsamling ved mødet - en såkaldt fundraiser - med det formål at få deltagerne til at udskrive checks til kandidaten.
Det vides ikke, hvem der står bag optagelsen fra mødet. Mother Jones streamer den med deltagernes ansigter gjort utydelige for ikke at afsløre ophavsmanden.
Romney ligger i forvejen et godt stykke bag Obama i meningsmålingerne.
Se videoen her: http://www.motherjones.com/politics/2012/09/secret-video-romney-private-fundraiser
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie