Rusland har længe protesteret imod Natos og USA planer om opstillingen af det omstridte missilskjold i Østeuropa.
Og nu skærper en topchef i den russiske hær retorikken yderligere.
- Rusland ønsker ikke et våbenkapløb, men vi er tæt på at blive skubbet ud i det, siger general Nikolai Makarov ifølge det russiske nyhedsbureau Itar-Tass.
- Idéen om at oprette et missilskjold uden forbehold kan hurtigt og alvorligt skade vores forhold til Nato, tilføjer Makarov, der er stabschef i hæren.
Dermed ledes tankerne hen på den kolde krig, der verserede mellem Sovjetunionen og USA i årene efter 2. verdenskrig helt frem til Berlinmurens fald i 1989.
Ifølge Makarov har Rusland selv påbegyndt opsætningen af nye våbensystemer ved Kaliningrad i vest, så våbenbalancen er intakt.
I sidste uge indviede russerne et stort radarsystem samme sted.
Missilskjoldet er onsdag på dagsordenen ved Natotopmødet i Bruxelles, inden de 27 medlemslande torsdag mødes med Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov.
Forud for det møde insisterer Lavrov på, at Rusland kræver juridiske løfter fra Nato.
- Vores venner i Nato afviser kategorisk at nedskrive de ting, de siger, på juridiske papirer. Altså at missilskjoldet ikke udgør en risiko for Rusland, og at det på ingen måde er rettet mod Rusland, siger Lavrov.
Natos planer om et missilskjold i Østeuropa har, lige siden de så dagens lys, provokeret Rusland.
Missilskjoldet ses fra USA's og Natos side som et forsvarsværk mod langtrækkende missiler fra Mellemøsten, særligt Iran.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie