Rusland og Tyrkiet vil have syrisk fredsproces i Genève
En afsluttende erklæring fra fredsmøde i Kasakhstan baner vej for nye forhandlinger i Genève under FN-ledelse.
Iran, Rusland og Tyrkiet siger i en fælles erklæring, at der ikke findes nogen militær løsning på den syriske konflikt.
De siger samtidig, at de vil støtte en våbenhvile og en genoptagelse af fredsprocessen i Genève i Schweiz under FN's ledelse. Det skriver Reuters.
De tre landes erklæring markerer afslutningen på to dages fredsforhandlinger i Kasakhstans hovedstad, Astana.
Drøftelserne var mellem Syriens regime og landets oprørsgrupper med undtagelse af Islamisk Stat og andre ekstremistiske jihadister.
- Parterne understreger, at en absolut våbenhvile har førsteprioritet, hedder det.
Rusland, Tyrkiet og Iran siger, at de støtter den væbnede oppositions vilje til at deltage i en ny runde fredsforhandlinger i Genève 8. februar. De bakker også op om at implementere FN-resolution 2254.
Resolutionen gælder ophævelse af belejringer af byer, åbning for nødhjælp og frigivelse af krigsfanger.
Chefforhandleren fra regimet i Syrien, Bashar Ja'afari, kalder mødet i Astana for "en succes" og roser erklæringen fra de tre lande, som har taget initiativet til fredskonferencen.
En talsmand for oprørerne siger, at hans delegation er forbeholden over for sluterklæringen, og at hans bagland ikke vil tillade, at Iran får indflydelse på Syriens fremtid.
Den franske udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault, siger, at han håber, udviklingen i Kasakhstan vil føre til nye fredsforhandlinger i Genève.
På førstedagen af fredsforhandlingerne i Kasakhstan blev der slået en hård tone an, og oprørerne afviste at dukke op til direkte møder med deres modpart.
Men tirsdag lød der langt mere positive toner.
- Intet er klart endnu, men vi er optimistiske, sagde Syriens ambassadør i Rusland, Riyad Haddad, til det russiske nyhedsbureau Interfax tidligt på dagen.
Flere tidligere fredsmøder i Genève har ikke ført resultater med sig. Ved de møder, der foregik under FN's ledelse, har medlemmer af den politiske opposition stået for forhandlingerne med regimet.
Denne gang er det medlemmer af de væbnede grupper, der forhandler. Repræsentanter fra den politiske opposition fungerer som rådgivere.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie