Rusland: Vi har erobret to landsbyer i Østukraine
Indbyggere i en ukrainsk landsby evakuerede deres hjem i landsbyen Monachynivka tidligere i denne uge. Russiske styrker siger søndag, at de har erobret to andre landsbyer ved fronten i Ukraine. Foto: Andrii Marienko/Ritzau Scanpix
Russiske styrker har indtaget to landsbyer i regionerne Luhansk og Kharkiv, hævder Moskva søndag.
Russiske styrker har erobret to landsbyer ved fronten i Ukraine, oplyser det russiske forsvarsministerium.
Det drejer sig om landsbyen Rozovka i regionen Luhansk og Pisjtjane i den nordlige region Kharkiv. Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass.
Nyhedsbureauet AFP omtaler byen Rozovka med navnet Andrijivka.
Den pågældende landsby har ifølge AFP færre end 20 beboere.
I det russiske forsvarsministeriums daglige briefing hedder det, at dets hærenheder har "befriet" de to landsbyer. Det har medført, at man har "indtaget mere favorable linjer og positioner".
De to landsbyer ligger knap 20 kilometer fra hinanden i et område ved fronten, hvor russerne har gjort fremskridt i de seneste uger.
Enheder i den russiske hær har meldt om erobringer af en række landsbyer og bosættelser, hvoraf mange blot består af et par huse og en gade.
Både Moskva og Kyiv melder dagligt, at de har tilføjet fjenden store tab.
Men ingen af parterne har været i stand til at opnå et afgørende gennembrud, to og et halvt år efter at Rusland angreb nabolandet.
Rusland invaderede 24. februar 2022 i de tidlige morgentimer Ukraine på ordre fra præsident Vladimir Putin. Mange spåede kun Ukraine ringe chancer mod Rusland, men især vestlig støtte har trukket krigen i langdrag.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro