Rusland vil forbyde international LGBT-bevægelse
Deltagere i et prideoptog i Sankt Petersborg i august 2017 holder regnbueflag mellem sig. Det var inden, at Rusland forbød "LGBT propaganda". Nu vil Rusland forbyde "den internationale LGBT-bevægelse", selv om det er uklart, hvad det indebærer. Foto: Olga Maltseva/Ritzau Scanpix
Ministerium beskylder LGBT-bevægelsen for ekstremisme og for at opildne til socialt og religiøst had.
Ruslands justitsministerium er gået til landets øverste domstol for at få forbudt "den internationale LGBT-bevægelse".
Ministeriet vil bede den russiske højesteret om at "anerkende den internationale LGBT-bevægelse som ekstremistisk og forbyde dens aktiviteter i Rusland".
Det fremgår ikke af ministeriets meddelelse, om den vil have specifikke grupper eller organisationer lukket. Det er heller ikke klart, om et forbud skal ramme enkeltpersoner eller LGBT-bevægelsen i bredere forstand.
Ministeriet beskylder LGBT-bevægelsen for at "vise tegn på og udtrykke ekstremisme, herunder at opildne til socialt og religiøst had".
Den russiske højesteret ventes at tage stilling i sagen den 30. november.
Sagen er det seneste eksempel på, at Rusland slår ned på mere liberale grupper.
En lang række menneskerettighedsorganisationer og oppositionsgrupper er blevet stemplet som "ekstremister" eller "udenlandske agenter" i Rusland.
Særligt efter at Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, er der blevet slået hårdt ned på anderledes tænkende.
For et år siden indførte Rusland en lov, der gør det ulovligt for LGBT+-personer offentligt at udtrykke deres seksualitet.
Samme lov gør det også ulovligt at sprede såkaldt "propaganda" om "ikketraditionelle seksuelle relationer" i medier, reklamer, film og på sociale medier.
Siden 2013 har det været ulovligt at dele lignende indhold til mindreårige.
Præsident Vladimir Putin har længe betragtet medlemmer af LGBT+-miljøet som "vestlig indtrængen" i det russiske samfunds traditioner og værdier.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie