Russisk general: Jeg blev fyret efter kritik af ministerium
En af de højst rangerende officerer involveret i Ruslands invasion hævder at være blevet fyret.
En højt profileret russisk general ansvarlig for styrkerne i det besatte sydlige Ukraine hævder at være blevet sparket på porten.
Det sker, efter at han anklagede Ruslands forsvarsministerium for at forråde sine soldater ved ikke at give dem nok opbakning, skriver mediet CNN.
Ivan Popov var øverstbefalende for en hærstyrke, der har været heftigt involveret i kampene i regionen Zaporizjzja, og en af de højst rangerende officerer involveret i Ruslands invasion.
I en talebesked fortæller Popov, at han rejste bekymringer om manglen på modbatteriild og artillerirekognosceringsenheder samt "vores brødres massedøde og -skader påført af fjendtligt artilleri".
- Jeg har også rejst en række andre problemer og udtrykket det uden omsvøb og ekstremt hårdt på det øverste niveau, siger han ifølge CNN.
Efterfølgende afskedigede forsvarsminister Sergej Sjojgu ham angiveligt.
Talebeskeden er blevet delt på beskedtjenesten Telegram af det russiske parlamentsmedlem Andrej Guruljov, der selv har en fortid i militæret.
Manglende opbakning af tropperne på frontlinjen har også været et kritikpunkt fra den private militære Wagner-gruppe, der har kæmpet på russisk side i især Bakhmut.
Lederen af Wagner, Jevgenij Prigozjin, lancerede i juni et fejlslagent mytteri mod den russiske militærledelse.
Under oprøret, som begyndte sent fredag 23. juni og eskalerede lørdag 24. juni, sagde lederen af lejesoldaterne, at han ville afsætte den russiske militærledelse.
Meldingen kom, efter at den russiske hær angiveligt havde angrebet hans folk.
Russisk efterretningsvæsen indledte en efterforskning om væbnet mytteri. Og så fulgte et vanvidsdøgn, hvor Wagner-gruppen hastigt rykkede mod Moskva.
Prigozjin afblæste dog missionen som følge af en aftale om at han kunne gå i eksil i Belarus, og at Wagner-soldater ikke ville blive retsforfulgt.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie