Så er det igen blevet tid for Nobelpriser

Fremtrædende forskere, forfattere og fredsaktivister vil have øjnene og ørerne rettet mod Stockholm og Oslo i den kommende uge.

Det er nemlig blevet tid for den årlige uddeling af de prestigefyldte nobelpriser. Årets Nobeluge åbner med medicinprisen mandag. Derefter går det slag i slag med de fem øvrige priser i fysik, kemi, litteratur, fred og økonomi.

Traditionen tro er der størst opmærksomhed om litteraturprisen og fredsprisen. De to priser anses normalt for at være verdens to mest prestigefyldte priser.

Fredsprisen fik enorm opmærksomhed i fjor, fordi Nobelfredskomiteen højst overraskende for mange valgte at give den til USA's præsident, Barack Obama.

Kritikerne mente ikke, at Obama endnu havde vist overbevisende fredsvilje, og komitéen ventes i år at komme med en mindre kontroversiel tildeling.

Tre kandidater nævnes hyppigt. Den afghanske menneskeretsaktivist Sima Samar, den Oslobaserede burmesiske radiostation Demokratic Voice og den specielle straffedomstol for Sierra Leone.

Den kinesiske systemkritikere Lui Xiaobo menes også at have gode chancer, selv om Kina allerede har advaret Nobelfredskomiteen om, at Beijing vil være skuffede, hvis kineseren får fredsprisen.

I litteratur, hvor prisen uddeles torsdag, er feltet mere åbent. Komitéen er som sædvanligvis yderst fåmælt.

Under Bok- og Biblioteksmässan i Göteborg for godt en uge siden var afrikanske forfattere hovedtema, og der forlød det, at en afrikansk forfatter kunne få prisen i år.

Andre mener, at den vil tilfalde en digter. Her nævnes Assia Djebar fra Algeriet som et muligt emne. Men den svenske poet Tomas Tranströmer og Sydkoreas Ko Un menes også at være inde i billedet.

Alle Nobelpriser offentliggøres og uddeles i Stockholm med undtagelse af Nobels fredspris, der udpeges og tildeles i Oslo.

/ritzau/

Afghansk menneskeretsaktivist, en burmesisk radiostation, en straffedomstol og en kinesisk systemkritiker er favoritter til Nobels fredspris.

Offentliggjort Sidst opdateret