Sanktioner stopper ikke Irans atomprogram

Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, siger, at de nye internationale sanktioner, som for nylig blev indført mod landet, ikke vil stoppe Irans atomprogram.

- Uanset hvor mange sanktioner, der vedtages, så vil det ikke medføre den mindste ændring i vores atomprogram, fastslår Ahmadinejad.

- Sanktionsresolutionerne er kun papir, tilføjer præsidenten.

Udtalelserne fra Ahmadinejad kommer dagen efter, at chefen for Irans atomprogram, Ali Akbar Salehi, indrømmede, at de nye sanktioner mod landet kan bidrage til at forsinke det iranske atomprogram.

- Hvis målet med sanktionerne er at forhindre Irans kernefysiske aktiviteter, så mener vi, at de kan forsinke arbejdet. Men de vil ikke standse dem, sagde Salehi i onsdags.

FN's Sikkerhedsråd indførte nye sanktioner mod Iran 9. juni som følge af den langvarige strid om atomprogrammet. Både USA og EU vedtog desuden egne udvidede sanktioner.

Vestlige lande frygter, at iranerne udvikler atomvåben, mens myndighederne i Iran insisterer på, at programmet kun har fredelige formål.

/ritzau/AFP

Nye FN-sanktioner mod Iran vil ikke forhindre, at landet udvikler sit omstridte atomprogram, siger præsident Ahmadinejad.

Offentliggjort Sidst opdateret