Schweizer forlader Libyen efter lang strid

Den schweiziske forretningsmand Max Göldi er søndag på vej hjem fra Tripoli, hvor han i to år har været tilbageholdt og fængslet i fire måneder som offer for en bitter strid mellem Schweiz og Libyen.

- Max Göldi har netop forladt Libyen og er på vej til Schweiz, siger hans advokat, Salah Zahaf.

Schweiz' udenrigsminister, Micheline Calmy-Rey, siger, at udviklingen er "en lettelse for ham og for os".

Frigivelsen af forretningsmanden sker, efter at de to landes udenrigsministre, Calmy-Rey og Musa Kusa, har underskrevet en aftale, der normaliserer deres indbyrdes forhold.

Aftalen skal ifølge Calmy-Rey løse bilaterale problemer hurtigt og i en konstruktiv ånd. Hun siger:

- Dette er begyndelsen på en normaliseringsproces. Jeg er sikker på, at schweizisk-libyske forbindelser vil finde tilbage på rette kurs. Det ønsker Schweiz, og jeg er sikker på, at Libyen også gør det.

Max Göldi blev anholdt af myndighederne i det nordafrikanske land kort efter, at den libyske leder Muammar Gaddafis søn, Hannibal, i juli 2008 var blevet anholdt i Genève og sigtet for at have mishandlet to tjenestepiger.

Episoden vakte betydelig vrede i Libyen.

I kølvandet på anholdelsen trak Libyen syv milliarder dollar ud af schweiziske banker, ligesom landet truede med at indstille dets olieleverancer til Schweiz.

Samtidig blev Göldi anholdt sammen med en anden schweizer, Rashid Hamdani, der fik lov til at forlade Libyen i februar.

Retssagen mod Hannibal Gaddafi blev opgivet, efter at de to tjenestepiger, der var blevet udsat for vold, trak deres anmeldelser tilbage. Det skete efter at de havde fået, hvad deres advokat kaldte "en passende kompensation".

I august 2009 rejste den schweiziske præsident, Hans Rudolf Merz, på et omstridt besøg i Libyen og sagde officielt undskyld for tilbageholdelsen af Hannibal Gaddafi.

/ritzau/AFP

Schweizisk forretningsmand har efter to års tilbageholdelse forladt Libyen efter en langvarig strid, der blev uløst af Gaddafis søn.

Offentliggjort Sidst opdateret