Selvmord i svensk statsministers bolig
En svensk vagttjeneste bekræfter, at en af deres ansatte fredag skød og dræbte sig selv i statsminister Fredrik Reinfeldts embedsbolig i det centrale Stockholm. Manden holdt sit håndskydevåben ind til sig, da han blev fundet af en kollega.
- Alting tyder på, at han tog sit eget liv. Han holdt sit håndskydevåben tæt ind til sig, da han blev fundet, siger Sven-Erik Olsson, pressetalsmand på lenskommunikationscentralen i Stockholm.
Vagtbetjenten blev fundet af en kollega kort efter klokken 13.00. Han var hårdt såret af et skud, da kollegaen kom tilbage efter en frokostpause.
Den hårdt sårede vagtbetjent døde kort efter af sine kvæstelser, selv om der hurtigt blev sendt læger til embedsboligen, kaldet Sagerska-paladset, der ligger i området Rosenbad i nærheden af Riksdagen i hjertet af den svenske hovedstad.
Den svenske vagttjeneste, som den afdøde arbejdede for, siger, at manden havde været ansat i foretagendet siden 2006.
- Han havde ret til at bære våben og levede op til de krav, der stilles til vægtere og sikkerhedsvagter, siger Svensk Bevakningstjänsts administrerende direktør Anders Lönnebo.
Han tilføjer, at der ikke var tegn på, at den døde havde haft det psykisk dårligt.
- Vi beklager, hvad der er sket. Det er en tragisk hændelse, siger Lönnebo.
I første omgang hed det, at manden var en af statsministerens livvagter, men det blev hurtigt afkræftet af efterretningstjenesten Säpo.
- Det, som er sket, har ingen forbindelse til Riksdagen og regeringen, siger Sirpa Franzén, pressesekretær hos Säpo, til SVT's tv-nyheder.
Statsminister Reinfeldt, hans familie og nærmeste medarbejdere var ikke i embedsboligen, men de er blevet orienteret om sagen.
- Statsminister Reinfeldt befandt sig ikke i bygningen, og han har været uden for fare, siger Towe Hägg fra politiet i Stockholm.
Store politistyrker blev sendt til statsministerboligen, da alarmen lød, og der herskede i første omgang stor usikkerhed om, hvad der var sket.
/ritzau/TT
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie