Selvmordsbombe dræber 34 i Pakistan

En kraftig selvmordsbombe er eksploderet midt i et begravelsesfølge i det nordvestlige Pakistan.

34 mennesker er dræbt, og mindst 45 meldes såret efter angrebet, som fandt sted nær Peshawar.

- Vi har modtaget 34 lig og 45 sårede, hvoraf 11 er i meget alvorlig tilstand, siger chefen for det største hospital i byen.

- Nogle af de døde er sprængt helt i stykker, tilføjer han.

De mange mennesker var samlet i landsbyen Adezai for at begrave en kvindelig slægtning til en pashtunsk klanleder, som er erklæret talibanmodstander.

Det vides ikke, om klanlederen er blandt de dræbte.

Selvmordsterroristen kom gående til fods, og han skjulte sig i menneskemængden, før han udløste sine sprængstoffer, fortæller et øjenvidne.

- Folk var lige begyndt at bede, da en dreng gik ind og sprængte sig selv i luften, siger Mohammad Eman, som overlevede angrebet.

Efterfølgende lå der blodige sko og kasketter på jorden, hvor bomben eksploderede, mens chokerede mennesker hjalp de sårede ind i lastbiler, som kunne bringe dem på hospitalet.

Politiet har også sendt folk til landsbyen for at fjerne de døde og hjælpe de sårede, siger politichef Mohammad Ijaz Khan.

Ingen har taget skylden for angrebet, som kommer dagen efter, at en bilbombe eksploderede i byen Faisalabad og dræbte 25 mennesker, mens 125 blev såret.

/ritzau/AFP

Et begravelsesoptog i Pakistan er ramt af en selvmordsbombe. 34 mennesker er dræbt, og mindst 45 er såret.

Offentliggjort Sidst opdateret