Sidste overlevede Nürnberg-anklager er død - 103 år
Benjamin Ferencz fik under Nürnbergprocessen til opgave at retsforfølge lederne af Einsatzgruppen. (Arkivfoto). Foto: Kena Betancur/Ritzau Scanpix
Nürnbergprocessens sidste overlevende anklager, Benjamin Ferencz, er død i en alder af 103 år.
Den sidste overlevende anklager i Nürnbergprocessen, Benjamin Ferencz, er død i en alder af 103 år.
Det oplyser hans søn lørdag til nyhedsbureauet AFP.
Amerikaneren blev som 27-årig udpeget til en af retssagernes ledende anklagere.
Han endte med at få 22 ledende nazister dømt, hvoraf fire ifølge AFP senere blev henrettet.
Nürnbergprocessen dækker over retsforfølgelsen af de større tyske krigsforbrydere, der fandt sted efter Anden Verdenskrig ved en international straffedomstol i Nürnberg i Tyskland.
Benjamin Ferencz fik under Nürnbergprocessen til opgave at retsforfølge lederne af Einsatzgruppen, en dødspatrulje ansvarlig for drabene på mere end én million mennesker.
Ofrene var især jødiske personer, men også romaer og andre.
- I dag mistede verden en leder i jagten på retfærdighed for ofrene for folkedrab og relaterede forbrydelser, skriver USA's Holocaustmuseum i Washington D.C på det sociale medie Twitter.
Benjamin Ferencz blev ifølge Reuters født i Rumænien i 1920, før han sammen med sine jødiske forældre flyttede til USA.
Han dimitterede fra det juridiske fakultet ved universitetet Harvard i 1943, før han tjente i det amerikanske militær under krigen.
Derfor havde han heller ikke nogen erfaring med rent faktisk at føre retssager, da han blev tilknyttet Nürnbergprocessen.
- Hævn er ikke vores mål, men vi søger heller ikke blot en retfærdig straf. Vi beder denne domstol via international strafferet at bekræfte et menneskes ret til at leve i fred og værdighed uanset race eller overbevisning, sagde Benjamin Ferencz i sin åbningstale ved processen i 1947 ifølge Reuters.
Efter Nürnbergprocessen arbejdede Benjamin Ferencz på at skaffe kompensation til ofrene for Holocaust.
Samtidig blev han fortaler for oprettelsen af en international domstol for krigsforbrydelser.
Den Internationale Straffedomstol blev til virkelighed i 1998.
Han døde ifølge sønnen fredeligt i sin søvn af naturlige årsager i et plejehjem i Boynton Bech i den amerikanske delstat Florida.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie