Statoilchef: En ekstrem belastning for vores ansatte
Situationen ved gasanlægget In Aménas i Algeriet, hvor militante islamister holder en gruppe vesterlændinge som fanger, udgør en ekstrem belastning for olieselskabet Statoils ansatte.
Det siger koncerndirektør Helge Lund på en pressekonference i Stavanger torsdag morgen.
- Vores medarbejdere på In Aménas oplever nu en ekstrem belastning. Det er alle erfarne og afholdte Statoil-medarbejdere, de fleste med lang erfaring i regionen, siger han.
Han bekræfter, at 17 Statoil-ansatte er direkte berørt af gidseldramaet, og at fem af dem er i sikkerhed.
Af de 12, der er i islamisternes varetægt, er der ni nordmænd og tre lokalt ansatte.
- Al vor kraft er rettet mod at få vores ansatte trygt hjem, men når det gælder løsningen på denne situation, altså frigivelse af gidslerne, er jeg forhindret i at sige noget om dette, siger Lund med henvisning til gidslernes sikkerhed.
Han kan ikke bekræfte, hvor mange der i alt holdes som gidsler i Algeriet, og har ikke været i direkte kontakt med nogen af Statoils ansatte i Algeriet.
Den islamistiske gruppe, der har stormet gasanlægget i Algeriet, siger, at den tilbageholder 41 vesterlændinge.
Men Algeriets indenrigsminister, Daho Ould Kabila, siger, at antallet af gidsler er 20, og at de er af forskellig nationalitet.
Helge Lund oplyser, at dramaet i Algeriet har fået Statoil til at øge beredskabet.
- Jeg kan bekræfte, at vi har øget beredskabsniveau på andre Statoil-anlæg, siger han.
På spørgsmålet om, hvad han vil sige til andre Statoil-ansatte, der arbejder andre steder i udlandet, svarer koncerndirektøren, at selskabet foretager grundige sikkerhedsvurderinger.
- Nu har vi totalt set et fokus, og det er at bidrage til, at denne situation bliver løst på en måde, der gør, at vi får vore medarbejdere tilbage til deres hjem, siger Helge Lund.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie