Stormen Isaias hærger USA's østkyst og smadrer trailerpark
En kvinde kæmper sig vej gennem det voldsomme blæsevejr på Times Square i New York City. Foto: Carlo Allegri/Reuters
Carlo Allegri/Reuters
Flere tornadoer er opstået under den tropiske storm Isaias. Én af dem har jævnet en trailerpark med jorden.
Den tropiske storm Isaias fortsætter natten til onsdag dansk tid med at skabe store ødelæggelser på USA's østkyst, hvor fire er døde, og millioner står uden strøm.
Blandt andet blev to dræbt, da en tornado skabt af vindstød af orkanstyrke ramte en såkaldt trailerpark, hvor folk bor fast i campingvogne.
I bydelen Queens i New York blev en mand dræbt, da et træ knuste den bil, som han sad indeni, oplyser lokale myndigheder.
Fra New York til North Carolina er over 2,8 millioner hjem og virksomheder ramt af strømsvigt, oplyser elselskaber.
Isaias var kortvarigt en kategori 1-orkan, hvilket er det laveste trin på Saffir-Simpson-skalaen, da den gik i land sent mandag i North Carolina.
Siden har den tabt lidt af pusten og er blevet nedjusteret til en tropisk storm.
Men den har stadig vist sig at have dødbringende styrke.
Flere tornadoer er således opstået under orkanen, og én af disse jævnede en trailerpark med jorden i North Carolina sent mandag.
- Det ser uvirkeligt ud. Det ligner noget fra tv. Her er ikke noget længere, siger sherif John Holley fra distriktet Bertie til lokale journalister.
- Køretøjer er blevet vendt på hovedet. De ligger ovenpå hinanden. Det er simpelthen bare meget trist.
En mor og hendes to børn var savnet i timevis, efter at stormen havde hærget i området. De blev senere tirsdag fundet i god behold.
Guvernøren i North Carolina, Roy Cooper, skrev tirsdag aften på Twitter, at mere end 172.000 hjem i delstaten stadig var uden strøm tirsdag eftermiddag.
Her oplyste han også, at han har talt med USA's præsident, Donald Trump, der har lovet at sende nødhjælp til delstaten.
I delstaten New York lukkede myndighederne som en foranstaltning midlertidigt ned for flere testcentre for coronavirus.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie