Svensk efterretningstjeneste ser øget trusselsbillede fra Rusland
Sverige ønsker at blive en del af den vestlige forsvarsalliance Nato. I weekenden holdt Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, et oplæg under en forsvarskonference i Sverige. Foto: Henrik Montgomery/Ritzau Scanpix
Blandt andet på grund af ansøgning om Nato-medlemskab venter Säpo, at Rusland vil øge aktiviteter i Sverige.
Sverige kan i fremtiden forvente flere forsøg på sabotage og flere cyberangreb, der stammer fra Rusland.
Det vurderer den svenske efterretningstjeneste Säpo. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Generelt forventer Säpo, at Rusland vil øge sine efterretningsaktiviteter mod Sverige. Det siger Charlotte von Essen, der er sikkerhedspolitichef i Säpo.
- Vi kan forvente, at russiske efterretningsaktiviteter - men også andre sikkerhedstruende aktiviteter - vil stige, siger hun under en forsvarskonference i byen Sälen ifølge TT.
Forklaringen på det øgede trusselsbillede er blandt andet ifølge TT, at Sverige ønsker at blive en del af den vestlige forsvarsalliance Nato.
Säpo advarer mod, at Rusland bruger metoder såsom at sprede misinformation, cyberangreb og sabotage til at destabilisere.
Det kan både være aktiviteter, der foregår i Sverige, og aktiviteter, som er styret fra Rusland, siger Charlotte von Essen.
Hvorvidt øget russisk aktivitet vil føre til, at flere i fremtiden bliver anholdt, som er mistænkt for at planlægge eller føre det ud i Sverige, er ifølge sikkerhedspolitichefen "svært at sige".
- Vores udgangspunkt er altid at forsøge at forebygge og forhindre aktiviteter, der truer sikkerheden, som gennemføres i Sverige, siger Charlotte von Essen.
Hun tilføjer, at Säpo, hvis der er mistanke om en sådan type kriminalitet, vil være offensiv i sin efterforskning.
Säpo konstaterer også, at spredningen af konspirationsteorier og "anti-statslige" budskaber fortsætter. Også det udgør en trussel.
- Vi har set, hvordan det har udviklet sig i andre lande, siger Charlotte von Essen til TT.
TT omtaler blandt andet stormløbet på Kongressen i USA for to år siden. Senest var der i weekenden et stormløb mod institutioner i Brasilien.
Det betyder, at også svenskerne skal være opmærksomme på det, siger Charlotte von Essen til TT.
- Hvis dele af befolkningen mister tilliden til det demokratiske system og ikke længere støtter op om det, kan det påvirke både vores modstandskraft og viljen til at forsvare, siger hun.
- Og det er jo det, vi skal bygge op for at kunne modstå den udvikling, vi ser i verden.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie