Sverige anholder en mistænkt for tyveri af kronjuveler
Kronjuvelerne fra 1600-tallet ses her i et foto, der blev udleveret efter tyveriet i juli. Foto: Handout./Reuters
Handout./Reuters
Svenske myndigheder håber, at afhøring af mistænkt giver et fingerpeg om, hvor de stjålne kronjuveler er gemt.
En person er anholdt på mistanke om at have deltaget i sommerens spektakulære tyveri af kronjuveler fra den svenske kongefamilies samling.
Det oplyser den svenske anklagemyndighed.
Den mistænkte blev anholdt onsdag eftermiddag.
Tyveriet skete i Strängnäs Domkirke den 31. juli, hvor tyve stjal to kroner og et rigsæble.
Svensk politi har lige siden ledt med lys og lygte efter gerningsmændene.
De stjålne kronjuveler er endnu ikke fundet.
- Man ved jo, at der var mindst to personer, som deltog i dette tyveri. Så forhåbentlig kan afhøringerne give flere fingerpeg om, hvor disse stjålne genstande findes, siger anklagemyndighedens pressetalsmand, Robin Simonsson.
To personer blev i forbindelse med tyveriet set løbe fra domkirken ned til en motorbåd, der lå fortøjet nær ved domkirken.
Kronjuvelerne tilhørte Gustav Vasas søn Karl IX, der blev begravet i Strängnäs Domkirke i 1611.
Karl IX var konge fra 1604 til sin død i 1611 og nåede i den tid at bekrige Danmarks kong Christian IV under Kalmarkrigen.
Da kongen og siden hans dronning, Kristina, døde, blev de begravet med deres kroner, som siden blev hentet op fra graven og udstillet i en glasmontre i domkirken.
De stjålne genstande er uvurderlige og vil være meget vanskelige at omsætte, har svensk politi sagt.
Kronjuvelerne er efterlyst internationalt.
Det er ikke mange år siden, at svensk politi senest var på jagt efter kongelige smykker. For fem år siden blev Johan III's krone, rigsæble og scepter stjålet.
De blev senere fundet i en affaldssæk.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie