Sydkorea forstærker net for at forhindre lig i at drive væk
42 personer mangler stadig, efter at en sydkoreansk færge forliste med 476 mennesker om bord for knap tre uger siden.
Derfor forstærker Sydkorea nu de net, der ligger i vandet og skal sørge for, at de formodede lig ikke driver væk fra området og ud i åbent hav. I sidste uge blev lig fundet op til fire kilometer væk fra det sted, hvor færgen gik ned.
19 dage efter at skibet sank, har det officielle dødstal nu ramt 260.
Redningsarbejdet er blevet besværliggjort af en kraftig strøm og høje bølger.
Både dykkere, fiskere og professionelle redningsarbejdere leder efter de savnede.
Færgeforliset er en af de værste skibskatastrofer i Sydkoreas historie. Blandt de omkomne passagerer er mange unge studerende, der var på skoleudflugt.
Kaptajnen på færgen Sewol og 14 af hans besætningsmedlemmer er blevet anholdt for deres rolle i tragedien.
Sydkoreas præsident, Park Geun-hye, har tidligere undskyldt for, at det ikke lykkedes regeringen at forhindre færgeforliset, der formentlig har kostet omkring 300 personer livet.
Samtidig beklagede præsidenten, at der ikke blev ydet tilstrækkelig hjælp i de kritiske minutter efter, at færgekatastrofen indtraf.
- Jeg undskylder over for folk og beklager dybt, at mange dyrebare liv er gået tabt, sagde hun.
Regeringen er blevet kritiseret for mulig korruption og for at have slækket på sikkerheden, hvilket kan have haft betydning for katastrofen.
Der er påstande om, at færgen var overlastet, og at passagerlisten var unøjagtig og ufuldstændig.
Den sydkoreanske premierminister valgte i slutningen af april at forlade sin stilling på grund af håndteringen af tragedien.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie