Syrien: FN-udsending er groft partisk
Dagen inden, at den internationale fredsudsending til Syrien, Lakhdar Brahimi, skal mødes med USA og Rusland for at drøfte en mulig løsning på den syriske konflikt, sender regeringen i Damaskus en bredside imod ham.
Brahimi er groft forudindtaget imod den syriske regering og præsident Bashar al-Assad, lyder det fra landets udenrigsministerium.
Kritikken kommer efter, at Brahimi i et interview har sagt, at en løsning kan være baseret på en fredsplan, der blev udarbejdet i Genève i juni. Den indebærer blandt andet en overgangsregering i landet.
Men han tilføjede:
- Det er klart, at Assad ikke vil være medlem af den regering.
Brahimi har endvidere sagt i et interview med den britiske tv-station BBC, at Assads eget løsningsforslag er ensidigt, og at det består af genbrugte idéer, der ikke tidligere har virket.
- Syrien er chokeret over udtalelserne fra Lakhdar Brahimi, som har overskredet sit mandat og udvist grov partiskhed for de parter, som vi ved konspirerer mod Syrien og dets folk, siger det syriske udenrigsministerium ifølge landets statslige tv.
Andre statslige medier langer ligeledes hårdt ud efter Brahimi og kalder ham en brik i Vestens spil.
Avisen al-Watan, der støtter Assad, skriver, at Brahimis udtalelser viser hans sande ansigt som "et værktøj for indførelsen af nogle af de vestlige landes politik".
Fredag mødes Brahimi med USA's viceudenrigsminister William Burns og den russiske viceudenrigsminister Mikhail Bogdanov i Genève for at drøfte situationen i Syrien.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie