Tågen fra corona letter - EU opjusterer økonomisk prognose
- Udrulningen af vacciner, lempede restriktioner og finanspolitisk stimuli sætter mere fart på væksten. Der vil især komme mere fart på privatforbruget, i takt med at der åbnes mere op, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI), i en skriftlig udtalelse. Foto: Yves Herman/Reuters
Yves Herman/Reuters
Væksten kommer hurtigere, end Kommissionen tidligere vurderede, men budgetregler forbliver suspenderet i 2022.
Genopretningen efter coronakrisen er i gang, konstaterer EU-Kommissionen onsdag i sin økonomiske forårsprognose. Her opjusteres væksten markant.
- Skyggen fra covid-19 over Europas økonomi begynder at forsvinde, siger EU-økonomikommissær Paolo Gentiloni på et pressemøde.
Der forventes nu en fremgang i den samlede økonomi for de 27 medlemslande på 4,2 procent i år. I forrige prognose lød den på 3,7 procent.
For 2022 opjusteres væksten til 4,4 procent. I februar blev den vurderet 0,5 procentpoint lavere.
- Udrulningen af vacciner, lempede restriktioner og finanspolitisk stimuli sætter mere fart på væksten. Der vil især komme mere fart på privatforbruget, i takt med at der åbnes mere op, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI), i en skriftlig udtalelse.
Den offentlige gæld vil være på over 100 procent af bruttonationalproduktet (bnp) i eurozonen og dermed historisk stor de næste to år.
Grækenland vil ramme 208,8 procent af bnp i år.
EU-landene blev sidste år enige om en historisk stor genopretningspakke på 750 milliarder euro, hvoraf det dog er uklart, i hvilket omfang medlemslandene vil gøre brug af den andel, der består af lån.
De første penge fra genopretningsplanen kommer tidligst ud at virke fra sommer.
- EU's genopretningsfond vil i de kommende år sætte fart på investeringerne i klima og digitalisering. Det vil give danske virksomheder muligheder for at øge eksporten i de kommende år. Genopretningsfonden kan løfte dansk eksport med 11 milliarder kroner om året over de næste 5-6 år, siger Allan Sørensen.
Fra slutningen af 2022 vurderes økonomien at være tilbage på niveauet før krisen. Det skøn er det samme, som EU-Kommissionen fremlagde i februar.
Da nedlukninger blev besluttet for at bremse smitten i foråret 2020, valgte man i EU at suspendere de fælles budgetregler, da krisen ville medføre, at medlemslandene ikke kunne overholde dem.
- Baseret på denne prognose bør suspenderingen fortsætte i 2022, siger Gentiloni.
EU-Kommissionen foreslog i marts, at reglerne skulle være suspenderet hele næste år. Man ville dog afvente prognosen for maj. Altså den, som er fremlagt onsdag.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie