Taliban har indtaget Afghanistans tredjestørste by
Afghanske sikkerhedsstyrker patruljerer i Herat torsdag, som ifølge nyhedsbureauet AFP er faldet til Taliban torsdag. Regeringsstyrker og lokale embedsmænd har trukket sig ud af byen i det vestlige Afghanistan, oplyser en sikkerhedskilde. Det sker samme dag, som Taliban har indtaget Ghazni, der ligger 150 kilometer fra hovedstaden Kabul. Foto: -/Ritzau Scanpix
-/Ritzau Scanpix
Fjenden er flygtet fra Herat, siger Taliban, der fortsætter sin hurtige fremrykning i Afghanistan.
Afghanistans tredjestørste by, Herat, er faldet til Taliban.
Regeringsstyrker og den lokale regering har forladt byen, oplyser en kilde i de afghanske sikkerhedsstyrker.
- Vi blev nødt til at forlade byen for at undgå yderligere ødelæggelse, siger den unavngivne kilde til nyhedsbureauet AFP.
Tre politikere i provinsen bekræfter over for det tyske nyhedsbureau dpa, at Taliban har indtaget Herat, der ligger i det vestlige Afghanistan.
Dermed har regeringen reelt mistet kontrollen med størstedelen af det nordlige, sydlige og vestlige Afghanistan.
Talibans flag vajer ved politiets hovedkvarter i Herat. Det viser en video optaget af en journalist fra AFP.
Et antal politikøretøjer, våben og ammunition er nu overtaget af Taliban, siger en talsmand for gruppen.
Talsmanden skriver ifølge AFP på Twitter, at "fjenden er flygtet" eller har skiftet side.
- Soldaterne lagde deres våben og sluttede sig til mujahedinerne, tilføjer talsmanden med en betegnelse for islamiske krigere.
Herat har været under belejring i flere uger. Byen har omkring 436.000 indbyggere og er hovedstad i provinsen af samme navn.
En indbygger fortæller til AFP, at alt virkede normalt i Herat torsdag eftermiddag, indtil Taliban pludselig var i byen.
- Sidst på eftermiddagen ændrede alt sig. De kom stormende ind i byen. De hejste deres flag i hvert eneste hjørne af byen, fortæller Masoom Jan.
Tidligere torsdag indtog Taliban den strategisk vigtige storby Ghazni. Dermed er oprørerne rykket nærmere på hovedstaden Kabul, der ligger 150 kilometer derfra.
Med Herat har Taliban på kun en uge indtaget i alt 11 af de 34 provinshovedstæder i Afghanistan.
Også ved landets næststørste by, Kandahar, er der voldsomme kampe. En diplomatisk kilde siger til nyhedsbureauet Reuters, at Taliban også ser ud til at være tæt på at indtage denne vigtige by i den sydlige del af landet.
I Lashkar Gah, der er hovedstad i Helmand-provinsen, siger en lokal embedsmand, at Taliban rykker nærmere på regeringsstyrkernes positioner.
Onsdag aften eksploderede en kraftig bilbombe uden for politiets hovedkvarter i Lashkar Gah. Bygningen blev kraftigt beskadiget.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie