Teenager anholdt: Flere bomber fundet i australsk aktion
17-årig står angiveligt bag to hjemmelavede bomber, der skulle bruges til terrorplot i Melbourne.
Australsk politi har forhindret, hvad der formodes at være et planlagt terroranslag i landets næststørste by, Melbourne, oplyser politiet lørdag på en pressekonference.
Australiens Føderale Politi (AFP) og politiet i delstaten Victoria har fredag lokal tid slået til mod et privat hjem i en forstad til Melbourne, hvor der tilsyneladende blev fundet hjemmelavede sprængstoffer lavet af familiens teenagesøn.
I en lignende aktion i Sydney er en 14-årig dreng blevet anholdt.
Australske medier rapporterer, at politiet arbejder ud fra en teori om et terrorangreb i Melbourne. Efter planen skulle tre bomber angiveligt eksplodere i byen søndag.
Mediernes spekulationer bliver ikke direkte bekræftet af vicepolitikommissær Mike Phelan fra det føderale politi, fordi politiet ikke har fastslået, hvor og hvornår angrebet skulle være ført ud i livet.
- Men lad mig sige dette: Noget var ved at ske. På grund af aktionen fra Victorias politi og AFP vil nogle borgere i Victoria fortsætte med at være i live. Havde vi ikke grebet ind, var der en reel fare for, at der ville ske noget, siger han på et pressemøde.
Bomberyddere har ifølge avisen Herald Sun fundet mindst to hjemmelavede bomber i huset, der blev ransaget fredag.
Mike Phelan vil ikke forholde sig til, hvorvidt der er tale om bomber, men siger, at politiet fandt tre "mistænkelige objekter" i huset, og at der blandt andet var tale om sprængstoffer.
I den forbindelse blev en 17-årig teenagesøn anholdt.
Den unge mand havde op til politiaktionen ifølge Herald Sun skrevet en række indlæg på sin Facebook-profil om sharia og den militante gruppe Islamisk Stat (IS).
De potentielle bomber, der blev konfiskeret ved ransagningen, er blevet destrueret af politiet i en park ikke langt fra teenagerens hjem.
Det står ikke klart, hvad den 14-årige i Sydney er anholdt for.
I april blev Melbourne rystet af en anden mulig terrorsag, da teenagere blev sigtet for planlægge et angreb i forbindelse med markeringen af 100-året for Anzac Day, hvor Australien mindes de titusinder af australiere, der under Første Verdenskrig faldt under slaget ved Gallipoli i Tyrkiet.
Politiet siger dog lørdag, at de to sager ikke umiddelbart har tråde til hinanden.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie