Tesla skal betale 880 millioner i erstatning i racismesag
Sort elevatoroperatør på Tesla-fabrik oplevede at blive omtalt på racistisk vis af overordnede og kolleger.
Bilproducenten Tesla har tabt en sag om racisme på arbejdspladsen og skal betale 137 millioner dollar i erstatning. Det svarer til omkring 880 millioner danske kroner.
Det har et føderalt nævningeting i San Francisco mandag besluttet. Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg.
Sagen handler om Owen Diaz, der var en sort, kontraktansat elevatoroperatør.
Han blev i 2015 ansat på en Tesla-fabrik via et rekrutteringsbureau.
Han mener, at han dér blev udsat for racistisk motiveret chikane, uden at Tesla tog tilstrækkelig affære.
- Jeg tror, at det her er den største kendelse i en individuel arbejdssag om racediskrimination, siger David Oppenheimer, som er juraprofessor ved Berkeley University, til Bloomberg.
Oppenheimer understreger dog, at der er blevet givet større erstatninger, hvis man medregner gruppesøgsmål.
Diaz selv har forklaret, at overordnede og kolleger gentagne gange henviste til ham med racistiske vendinger. Det skriver avisen New York Times.
Han har også fortalt, at der på Tesla-fabrikken var tegnet svastikaer på toiletterne. Derudover var der rundtomkring på fabrikken nedværdigende tegninger af sorte børn.
Trods flere klager blev der ifølge Diaz ikke gjort noget.
Tesla udtaler om afgørelsen:
- Mens vi i højeste grad mener, at disse fakta ikke retfærdiggør den afgørelse, som nævningetinget i San Francisco er nået frem til, så anerkender vi, at vi i 2015 og 2016 ikke var perfekte, lyder det fra Tesla ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Tesla er ikke vendt tilbage på Reuters' henvendelse om, hvorvidt selskabet vil appellere afgørelsen.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie