Tidligere efterretningschef indstilles som hollandsk premierminister
Tidligere efterretningschef og nuværende embedsmand i det hollandske justitsministerium Dick Schoof er hollandske koalitionspartier blevet indstillet som landets kommende premierminister. (Arkivfoto). Foto: Piroschka Van De Wouw/Reuters
Et flertal i det hollandske underhus er enige om, at Dick Schoof skal være landets premierminister.
Hollands højreorienterede koalitionspartier har tirsdag indstillet den tidligere efterretningschef Dick Schoof til at blive landets kommende premierminister.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- På anbefaling af og med støtte fra de parlamentariske koalitionsledere har jeg fundet Dick Schoof villig til at stille sig til rådighed som den kommende premierminister, siger Richard van Zwol.
Zwol er den embedsmand, der er udpeget til at lede forhandlingerne om at danne en ny hollandsk regering.
For knap to uger siden blev fire højrefløjspartier enige om at danne en koalitionsregering i Holland. Det skete knap seks måneder efter, at vælgerne i Holland stemte ved parlamentsvalget.
Partierne, der gik sammen, var Folkepartiet for Frihed og Demokrati (VDD), som er nuværende premierminister Mark Ruttes parti, det relativt nye parti Ny Social Kontrakt (NSC) og landmands- og protestpartiet Bonde-Borger-Bevægelsen (BBB).
Sammen med Frihedspartiet (PVV) sidder de på 88 mandater ud af det hollandske underhus' 150 mandater.
Geert Wilders indvandringskritiske parti PVV blev det største ved parlamentsvalget i efteråret.
Alligevel måtte han i marts - efter måneders forhandlinger - erkende, at der ikke var opbakning til, at han bliver ny premierminister.
Samtidigt nedtonede Wilders sin EU- og islamkritiske retorik.
Derudover opgav han sin hidtidige modstand mod, at Holland støtter Ukraine militært under krigen mod Rusland.
Den afgående premierminister, Mark Rutte, meddelte sidste sommer, at han ikke ville forsøge at blive genvalgt. Og i oktober offentliggjorde han, at han vil være kandidat til posten som Nato-generalsekretær.
Der ventes at gå nogle uger, før den hollandske regering er endelig på plads, og før den kommende premierminister kan tages i ed af den hollandske konge Willem-Alexander.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie