To tog kolliderer i Mexico Citys metro og kvæster 57 personer
Redningsarbejdere ses her ved ulykkesstedet, hvor to tog lørdag kolliderede i metroen i Mexico City. Foto: Quetzalli Nicte-Ha/Reuters
En person er omkommet, og en af togkonduktørerne er kommet alvorligt til skade, oplyser byens borgmester.
En person mistede livet, da to tog kolliderede i metroen i Mexico City lørdag. 57 andre er kommet til skade.
Det oplyser myndighederne i millionbyen.
Tv-billeder viser passagerer, som modtager behandling på stedet i ambulancer.
Ulykken fandt sted på metrolinje tre mellem nord og syd i den mexicanske hovedstad. Ulykken skete mellem de to stationer Potrero og La Raza.
- Der er 57 kvæstede mennesker, nogle med mindre skader, og et dødsfald, oplyser Mexico Citys borgmester, Claudia Sheinbaum, i en kort udtalelse på ulykkesstedet.
Den person, som er hårdest kvæstet, er en af togkonduktørerne, oplyser borgmesteren videre.
Mexico Citys metro blev indviet i 1969 og dækker 226 kilometer med 195 stationer fordelt på 12 linjer.
Myndigheder vurderer, at metroen transporterede 837 millioner passagerer i 2021.
Metrosystemet kritiseres dog ofte for ikke at blive vedligeholdt godt nok.
Den mest alvorlige ulykke skete i maj 2021, da en metrobro kollapsede. 26 mennesker, heriblandt flere mindreårige, blev dræbt og snesevis kvæstet.
Ulykken skete, da dele af en højbane i den mexicanske hovedstad kollapsede, mens et tog passerede.
Dele af broen styrtede ned ovenpå flere biler, der kørte på en vej nedenunder.
Imens hang toget ud fra højbanen i et virvar af snoede kabler.
Der bor over 22 millioner mennesker i Mexico City.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie