To voksne og et barn er døde i amerikansk skoleskyderi
Tre blev dræbt - inklusive gerningsmanden selv - og én såret ved et skoleskyderi mandag i San Bernardino i Californien. Foto af tv-billede fra KTTV Fox 11 og KCBS-TV. Foto: ritzau/AP
ritzau/AP
En formodet gerningsmand er blandt døde efter skoleskyderi i San Bernardino. To elever er i kritisk tilstand.
To voksne, en mand og en kvindelig lærer, er døde i et skoleskyderi på en folkeskole i San Bernardino i Californien, USA.
Derudover er et barn, der først var meldt såret ved angrebet, også afgået ved døden, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Reuters skriver videre, at gerningsmanden til angrebet var manden til den afdøde lærer.
Den afdøde mand er ifølge byens borgmester den mistænkte gerningsmand. Politiet mener, at der er tale om et "mordselvmord".
Derudover er endnu en elev bragt på hospitalet. Eleven er i kritisk tilstand.
- Vi tror, at den mistænkte er nedskudt, og at der ikke er nogen yderligere trussel, skriver politiinspektør Jarrod Burguan på Twitter.
Ifølge NBC Los Angeles brugte den formodede gerningsmand et håndvåben.
- Der var ingen indikation af, at pistolen var synlig, da han ankom til skolen, sagde politileder Ron Maas på en pressekonference.
Skyderiet skyldes tilsyneladende en konflikt om vold i hjemmet og involverer den kvindelige lærer. Det udtaler Monica Garcia fra San Bernardinos skoledistrikt ifølge NBC Los Angeles.
- Vi mener, at læreren vidste, hvem gerningsmanden var, siger hun til mediet.
Ifølge politiinspektøren skete skyderiet i et klasselokale på skolen North Park Elementary. Politiet modtog den første anmeldelse klokken 10.27 lokal tid. Skolen blev efterfølgende spærret af.
Eleverne på skolen, der har klassetrinene fra børnehaveklasse til sjette klasse, blev flyttet i sikkerhed på gymnasiet Cajun High School, skriver Reuters.
Herefter gik eleverne hånd-i-hånd fra skolen over til forældre og bedsteforældre, som ventede på dem.
En ung elev, der var blevet genforenet med sin mor, sagde til den lokale tv-station KNBC, at hun havde været "superbange".
Det tyder ikke på, at den mistænkte gerningsmand gik efter at skade børnene. Derimod er de sårede elever ramt af vildfarne skud.
- Vores hjerter er gået itu, sagde Dale Marsden, der er skoleinspektør i San Bernardinos skoledistrikt, ifølge NBC Los Angeles.
- Det her er i sandhed tragisk.
Det var desuden i San Bernardino, at et nygift par i december 2015 åbnede ild på et center for handikappede og dræbte 14 personer.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie