Trump går i ordkrig med kristent magasin efter kritisk leder
USA's præsident, Donald Trump, har flere gange kaldt biblen sin yndlingsbog. (Arkivfoto). Foto: Lucy Nicholson/Reuters
Lucy Nicholson/Reuters
Det kristne magasin Christianity Today skrev i en leder, at Donald Trump burde afsættes som præsident.
USA's præsident, Donald Trump, langer ud efter et evangelisk-kristent magasin, efter at det havde bragt en kritisk lederartikel om, at Trump burde afsættes.
I flere opslag på Twitter fredag kalder Trump magasinet Christianity Today for meget venstreorienteret.
- Faktum er, at ingen præsident har gjort, hvad jeg har gjort for evangelister eller religion selv.
- Christian Today vil hellere have en radikal, venstreorienteret ikketroende, der vil fjerne jeres religion og våben, end Donald Trump som præsident, skriver Trump på Twitter.
Ordkrigen begyndte, dagen efter at Repræsentanternes Hus stemte for at stille Donald Trump for en rigsret.
I en leder skrev Christianity Today, "at det var nødvendigt fra tid til anden at gøre vores egne holdninger om politiske emner klare".
- Præsidenten forsøgte at bruge sin politiske magt til at tvinge en udenlandsk leder til at miskreditere en politisk modstander, skriver magasinet.
- Det er ikke bare et brud på forfatningen, men er - endnu vigtigere - dybt amoralsk.
Magasinet blev grundlagt af Billy Graham, der var en mangeårig Trump-tilhænger. Efter hans død sidste år har magasinet ikke været tilknyttet Graham-familien, der tager afstand fra lederartiklen.
- Det er korrekt, at min far grundlagde Christianity Today, men han havde ikke været enig i lederartiklen, skriver sønnen, Franklin Graham, i et opslag på Facebook.
Magasinets chefredaktør, Mark Galli, afviser over for det amerikanske medie CNN, at mediet er venstreorienteret.
- Det fleste vil nok kalde os et midterplaceret magasin inden for den evangeliske verden, siger han.
- Trumps opslag på Twitter er med sine løgne og injurier et perfekt eksempel på en person, der er moralsk fortabt og forvirret, siger Mark Galli til CNN.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie