Trump kan være klar til besøg i Saudi-Arabien i april
Saudi-Arabien får formentlig besøg af Donald Trump i løbet af april. Foto: Leah Millis/Reuters
Trump sagde i starten af marts, at han dette forår vil besøge Saudi-Arabien. Besøget kan finde sted i april.
Donald Trumps første udlandsbesøg i hans anden periode som USA's præsident kan finde sted i april.
Mandag siger han således til journalister i Det Hvide Hus, at et besøg i Saudi-Arabien kan finde sted i den kommende måned.
- Det kan blive i næste måned, måske lidt senere, siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet Reuters den 31. marts.
Ifølge præsidenten vil udlandsrejsen også omfatte besøg i andre lande.
- Vi skal også til Qatar, og vi skal muligvis også til et par andre lande. De Forenede Arabiske Emirater er meget vigtige. Så vi kommer nok også til at lægge vejen forbi De Forenede Arabiske Emirater og Qatar, siger Trump.
Den amerikanske præsident sagde i begyndelsen af marts, at han formentligt ville lægge vejen forbi Saudi-Arabien i løbet af foråret for at underskrive en handelsaftale.
Ifølge præsidenten er Saudi-Arabien parat til at investere 1000 milliarder dollar i amerikanske virksomheder over en periode på fire år.
Natten til mandag skrev netmediet Axios på baggrund af oplysninger fra to embedsmænd, at Trump planlægger at rejsen til Saudi-Arabien skal finde sted i midten af maj.
De planer ser med de nyeste meldinger fra præsidenten ud til at være fremrykket.
Under Trumps første periode som præsident gik hans første udlandsbesøg til Saudi-Arabien. Dengang blev besøget indledt i midten af maj.
For nylig har præsidenten ifølge AFP udtalt, at han i 2017 foretrak at besøge Saudi-Arabien fremfor Storbritannien på sin første udlandsrejse.
Det skyldtes, at kongedømmet på den arabiske halvø lovede at handle i USA for 450 milliarder dollar.
Saudi-Arabien har generelt spillet en central rolle i USA's udenrigspolitiske anliggender i Donald Trumps anden præsidentperiode.
Amerikanske embedsmænd har de seneste uger holdt drøftelser om en fredsaftale for Ukraine med både russiske og ukrainske embedsmænd i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh.
Møderne er blevet holdt med Ukraine og Rusland enkeltvist.
/ritzau/
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro