Tyrkiet optrapper kamp mod kurdere på alle fronter
Tyrkiske soldater nord for den syriske by Azaz mandag. Tyrkiet siger efter fortsatte angreb på en kurdisk milits i Syrien, at det forventer hurtigt at kunne nå sine militære mål. Foto: Scanpix/Nazeer Al-khatib
Scanpix/Nazeer Al-khatib
Kurdere i Syrien opfordrer civile til at gribe til våben efter tyrkisk offensiv.
Tyrkiets militære offensiv mod en kurdisk milits i Syrien har åbnet en ny front i den komplekse konflikt, hvor mange af de kæmpende grupper har både allierede og fjender i udlandet.
Trods bekymring i USA, Nato og EU har Tyrkiet ingen planer om at standse offensiven, lyder det fra præsident Recep Tayyip Erdogan.
- Der kan ikke blive tale om at standse fremrykningen i Afrin. Vi har diskuteret det med vore russiske venner, og vi har en aftale med dem. Og vi har også diskuteret det med USA og andre koalitionsstyrker, fastslår Erdogan.
Kurdiske ledere i Syrien opfordrer civile til at gribe til våben for at forsvare enklaven Afrin mod tyrkiske angreb.
- Vi taler om en generel mobilisering, og vi opfordrer alle vort folks børn til at forsvare Afrin, siger den autonome kurdiske administration i en erklæring.
Den amerikanske forsvarsminister, Jim Mattis, mener, at Tyrkiets offensiv i Syrien fjerner fokus fra kampen mod Islamisk Stat. Han advarer samtidig om, at Tyrkiet forværrer en humanitær krise i Syrien. Men han giver udtryk for, at USA har forståelse for tyrkernes sikkerhedsproblemer med kurderne.
Under offensiven er mindst én tyrkisk soldat blevet dræbt, skriver det tyske nyhedsbureau dpa med henvisning til det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu.
En talsmand for den kurdiske YPG-milits i Syrien sagde mandag, at 18 civile, deriblandt kvinder og børn, var blevet dræbt.
- Rusland har været med til at bane vej for, at tyrkiske krigsfly kan flyve ind i Syrien og bombe mål i Afrin, sagde talsmanden.
Ifølge YPG-militsen blev tyrkiske luftangreb mandag rettet mod to landsbyer i Afrin-området.
Tyrkiet beskylder YPG for at stå i ledtog med den forbudte tyrkisk-kurdiske oprørshær PKK. Det tyrkiske angreb sætter USA i en vanskelig situation. YPG har været en vigtig aktør for USA i kampen mod Islamisk Stat.
Tyrkiet har også gennemført luftangreb mod militante kurdere i det nordlige Irak, i Zap-regionen nær Tyrkiets sydøstlige grænse.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie