Tyrkisk politi evakuerer indbyggere i grænseby
Tyrkiet bakker fuldt op om forsøg på at fravriste Islamisk Stat kontrol med vigtig grænseby, siger minister.
Tyrkisk politi evakuerer indbyggere fra byen Karkamis tæt ved den syriske grænse, efter den blev ramt af morterer tidligere på dagen.
Det rapporterer CNN Turk ifølge Reuters.
Tyrkiske soldater besvarede ilden, meddeler tv-stationen.
Karkamis ligger lige på den anden side af grænsen fra Jarablus i Syrien, en by som Islamisk Stat har indtaget.
Tyrkisk militær har beskudt Islamisk Stats positioner i Jarablus for at hjælpe syriske oprørere, der er allieret med Tyrkiet, med at sikre byen.
Kilder blandt de tyrkiskstøttede syriske oprørere siger, at de har mobiliseret i Tyrkiet og er klar til at krydse grænsen og kæmpe om kontrollen med Jarablus.
Det bakker Tyrkiet fuldt op om, understreger Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu.
På en pressekonference siger ministeren, at en sådan operation er vigtig for Tyrkiets sikkerhed.
Tyrkiet ønsker ikke at se den militante kurdiske gruppe YPG, som allerede kontrollerer store dele af det nordlige Syrien, indtage den strategisk vigtige grænseby.
Mandag sagde Cavusoglu, at grænseområdet mellem Tyrkiet og Syrien skal "renses fuldstændig" for Islamisk Stats tilstedeværelse.
Det kommer efter et blodigt selvmordsangreb lørdag aften i byen Gaziantep. Her blev mindst 54 mennesker dræbt af en bombe. Af dem var 22 børn.
Angrebet er det hidtil blodigste, Tyrkiet har oplevet i år.
Gaziantep er en af de byer i det sydlige Tyrkiet, der ligger tæt på den syriske grænse. Regionen har adskillige gange tidligere været ramt af angreb, som enten Islamisk Stat eller det kurdiske PKK har fået skylden for.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie