Tysk minister: Uansvarligt at hælde benzin på valgbålet i USA
Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, mener, at det er uansvarligt at hælde benzin på bålet i USA, hvor resultatet af præsidentvalget tegner meget tæt og præsident Trump anklager Demokraterne for valgsvindel. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters
Pool/Reuters
Gode tabere er vigtigere for demokratiet end gode vindere, siger Heiko Maas om præsidentvalget i USA.
Mens de sidste og afgørende stemmer fortsat er ved at blive talt op efter præsidentvalget i USA, har den tyske udenrigsminister, Heiko Maas, kommenteret valget.
Gode tabere er vigtigere for et fungerende demokrati end gode vindere, siger Maas i et interview med mediehuset Funke Media Group, der er blevet bragt af Berliner Morgenpost og flere andre tyske aviser.
- USA er mere end et one-man-show. Og dem, der bliver ved med at hælde benzin på bålet, handler uansvarligt, siger han med henvisning til den amerikanske præsident Donald Trumps anklager om valgsnyd.
- For at resultatet - som endnu ikke er klart - skal blive accepteret, så må alle beherske sig.
Maas siger, at uanset om Trump eller Demokraternes kandidat, Joe Biden, vinder valget, så "vil USA formentligt ikke vende tilbage til den internationale scene med fuld energi lige foreløbig".
- Verden har brug for USA som en ordensmagt, ikke som en kaosfaktor, tilføjer Maas.
USA's kommende præsident skal holde sig det formentligt meget tætte valgresultat in mente, påpeger den tyske udenrigsminister.
- Dette viser vigtigheden af at arbejde på at bygge bro over de politiske skel, siger han.
Joe Biden fører fortsat valget i USA, men mangler fortsat seks afgørende valgmandsstemmer for at kunne erklære sig selv som vinder.
Donald Trump har derimod brug for at vinde næsten alle de resterende delstater, hvor en meget tæt stemmeoptælling fortsat er i gang.
Trump har dog flere gang sagt, at han mener, at han allerede har vundet valget. Og natten til fredag gentog han på et pressemøde sine tidligere påstande om valgsvindel.
- Hvis du tæller de lovlige stemmer, så vinder jeg nemt. Hvis du tæller de ulovlige stemmer, så kan de prøve at stjæle valget fra os, sagde Trump blandt andet.
Han kom ikke med nogen dokumentation, der kan bevise påstandene om valgsvindel, skriver nyhedsbureauet AP.
Amerikanske medier som CNN og New York Times går også i rette med Trump og skriver, at der ikke er blevet fremlagt et eneste bevis for den påståede svindel.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie