Tysk præsident: Tiden er ikke moden til nyvalg
Tyske partier må forsøge at forme regering, siger præsident Steinmeier, som ikke vil udskrive valg.
Trods alvorlig politisk krise er tiden ikke moden til at udskrive nyvalg i Tyskland, siger landets præsident, Frank-Walter Steinmeier.
Han har mandag holdt møde med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, efter at regeringsforhandlinger brød sammen i weekenden.
Steinmeier vil nu tale med alle partiledere i Forbundsdagen.
Steinmeier retter en indtrængende opfordring til de politiske partier om at genoverveje situationen og bane vej for dannelsen af en ny forbundsregering.
- Mange vil stille sig uforstående og nære dyb bekymring - både i udlandet og i indlandet - og navnligt i EU-landene - hvis de politiske kræfter i Europas største og økonomisk stærkeste land ikke lever op til deres politiske ansvar, siger den tyske forbundspræsident.
Efter mødet med Merkel siger præsidenten, som indtil i januar var Merkels udenrigsminister, at partierne har et ansvar efter valget i september.
Dette ansvar kan ikke bare sendes tilbage til vælgerne, siger Frank-Walter Steinmeier ifølge Tagesschau.
De tyske regeringsforhandlinger brød sammen, da det liberale parti FDP trak sig fra samtalerne med Merkels konservative og Miljøpartiet De Grønne.
Lederen af FDP forsvarer og fastholder sin beslutning om at forlade forhandlingerne med Merkel.
- Et kompromis ville have været imod De Frie Demokraters fundamentale værdier, siger FDP's Christian Lindner.
Han tilføjer, at de indledende forhandlinger om en ramme om drøftelserne havde været så vanskelige at komme igennem, at hans parti helt havde mistet troen på et samarbejde mellem denne konstellation af partier.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned