Tyskland: Atomaftale med Iran har aldrig været tættere på
Forhandlingerne om en international aftale om Irans atomprogram skrider fremad efter et møde ved FN.
Verden er tættere på at nå til enighed om en atomaftale med Iran, end den har været længe.
Sådan siger Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, efter at han torsdag aften i New York har holdt møde med Irans præsident, Hassan Rouhani, i kulisserne ved FN's Generalforsamling i byen.
- Formodentlig har vi de seneste 10 år ikke været tættere på end nu. Men vi er stadig ikke på det punkt, hvor en løsning er nært forestående, siger han ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
Det er de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd samt Tyskland, der forhandler med Iran. Selv om en løsning synes tættere på end længe, advarer Frank-Walter Steinmeier om, at den sidste fase bliver den sværeste.
- Sandheden er, at de samtaler, vi står overfor, formentlig er de sværeste af dem alle. Det er på tide at slutte denne konflikt. Jeg håber, at Iran, set i lyset af situationen i verden og i Mellemøsten, kan se, at et sammenbrud i forhandlinger nu ikke vil være tilladeligt, siger han med tydelig reference til udviklingen i Irak og Syrien.
Iran støtter ligesom USA og en lang række andre lande Irak og Syrien med at nedkæmpe den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat.
Forhandlingerne om at lave en langsigtet aftale mellem Iran på den ene side og seks internationale stormagter på den anden blev i sommer udskudt, så den nye deadline for en aftale nu er 24. november.
Det er USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Rusland og Kina, der har deltaget i arbejdet med at fastsætte begrænsninger for det iranske atomprogram som modydelse for, at de internationale sanktioner mod iranerne gradvist nedtrappes.
USA og flere andre lande mistænker Iran for at udvikle atomvåben under dække af et - på overfladen - fredeligt atomprogram. Iran har hele tiden fastholdt sin ret til at producere atomkraft til fredelige formål.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie