Tyskland udstationerer soldater i Tyrkiet

Foto: Hannibal Hanschke /Scanpix

Den tyske forbundsregering agter at sende op imod 400 tyske soldater til Tyrkiet for at forsvare Natolandets grænse til Syrien. Det har forbundskansler Angela Merkels regering besluttet på et kabinetsmøde torsdag morgen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dermed godkender regeringen Natos opstilling af Patriot-raketter i Tyrkiet.

Forbundsdagen i Berlin skal i løbet af den kommende uge stemme om missionen, som også Holland og USA deltager i.

- I den aktuelle konflikt i Syrien er Tyrkiet den hårdest ramte Nato-partner, hedder det i en fælles kommentar fra det tyske forsvarsministerium og landets udenrigsministerium.

Indsatsen understreger, at Tyskland er til at stole på i Nato-sammenhæng, hedder det videre i erklæringen.

Ud over Tyskland er det kun Holland og USA, der råder over de nyeste og mest moderne Patriot-raketter af typen PAC-3, som Tyrkiet nu får opstillet på grænsen til Syrien.

Tyrkiets anmodning blev behandlet på førstedagen af Natos udenrigsministermøde tirsdag, da det blev besluttet at opstille raketterne. Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) mente, at det var en helt naturlig del af forsvarsalliancens funktion.

Søvndal understregede ligesom Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, at Patriot-raketterne alene skulle bruges til at forsvare Tyrkiet, og at de ikke kan bruges til for eksempel at håndhæve en flyveforbudszone.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, advarede på den anden side mod en oprustning på grænsen. Han mente, at når først våbnene var til stede, så var der også en stor sandsynlighed for, at de ville blive brugt.

Tyrkiet har været interesseret i at få opstillet Patriot-raketterne for at kunne nedskyde syriske fly og raketter, efter at nabolandet gentagne gange har sendt raketter ind over grænsen, som er blevet krydset af titusindvis af syrere på flugt fra borgerkrigen.

/ritzau/dpa