Tysklands økonomiminister venter vækst

Det er ikke mange dage siden, at Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, i sin nytårstale advarede om, at 2013 næppe bliver så godt et økonomisk år for Tyskland som 2012.

Offentliggjort Sidst opdateret

Men nu lyder der lidt mere oplivende toner fra hendes økonomiminister, Philipp Rösler.

Han siger, at Tysklands økonomi, den største i Europa, kan vente en "solid" vækst i 2013, selv om eurozonens motor gik lidt ned i gear i slutningen af 2012.

Væksten i bruttonationalproduktet (BNP) i 2012 var omkring 0,75 procent, siger Rösler.

Det mere præcise tal ventes først tirsdag i næste uge.

Regeringen i Berlin vil ligeledes i næste uge offentliggøre en opdateret rapport om dens bud på den økonomiske udvikling.

I oktober 2012 opgraderede regeringen sit bud på 2012-væksten til 0,8 procent, men prognosen for væksten i 2013 blev sænket til en procent.

Rösler erkender, at fjerde kvartal af 2012 blev noget svagere end ventet, men han påpeger, at positive signaler fra virksomhedernes ordrebøger viser, at "vi kan vente en robust vækst i 2013".

En nedgang i økonomien vil være "midlertidig", som han siger.

2013 er i øvrigt valgår i Tyskland.

/ritzau/AFP