Ukraine kan klare sig nogle måneder uden USA's militære støtte

Seniorrådgiver i tænketank advarer om, at der er flere former for amerikansk støtte, som Trump kan sætte på pause eller stoppe helt. Med andre ord har han Zelenskyj i sin hule hånd. Foto: Roberto Schmidt/Ritzau Scanpix

Ukraine kan måske stå imod den russiske offensiv frem til sommerens begyndelse uden USA's hjælp. Men der vil med tiden opstå store problemer ved frontlinjerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ukraine er dybt afhængig af den militære støtte fra USA.

Derfor vil en pause i den militære støtte fra amerikanerne have alvorlige konsekvenser for landets forsvar mod Rusland.

Sådan lyder vurderingen fra analytikere.

USA's præsident, Donald Trump, menes at ville sætte støtte til Ukraine på pause.

Den vil først blive genoptaget, når de ukrainske ledere har udvist vilje til fred, lyder det fra kilder tæt på Trump ifølge amerikanske medier.

Ukraine kan formentlig kæmpe i samme omfang som nu i flere uger.

Måske endda frem til sommerens begyndelse, før konsekvenserne af en amerikansk pause for alvor rammer, siger analytikere til CNN.

Mark Cancian, seniorrådgiver ved den amerikanske tænketank Center for Strategic and International Studies, følger krigen tæt.

Han forudser store konsekvenser ved et stop for amerikansk støtte.

- Jeg vil kalde det lammende, siger han til CNN.

Han vurderer, at Ukraine vil mærke konsekvenserne inden for to til fire måneder, fordi støtte fra Europa kan hjælpe Ukraine med at holde kadencen.

- Det er derfor, Ukraine ikke falder ned fra en klippe. Men når dine forsyninger bliver halveret, vil det på et tidspunkt vise sig ved frontlinjerne.

- Deres frontlinjer vil fortsætte med at bukke under, og med tiden vil de blive brudt helt op, og Ukraine vil blive nødt til at acceptere en ufordelagtig - måske endda katastrofal - fredsaftale, siger Cancian.

USA's militære støtte til Ukraine har tidligere været på pause i nogle måneder, fordi en hjælpepakke var strandet i Kongressen.

Trump og Zelenskyj nærmest skændtes for åben skærm fredag, da Zelenskyj fredag var i Washington D.C. (Arkivfoto). Foto: Brian Snyder/Reuters

Dengang begyndte det at blive problematisk for Ukraine, fortæller Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet.

- Hvis det varer længere end en måned eller to, så det begynder at betyde, at de ikke længere kan kæmpe ved fronten, er det selvfølgelig et stort problem, siger han.

Han kalder det en stor presbold for at få den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, til at makke ret og indgå i fredsforhandlinger på USA's betingelser.

Trump og Zelenskyj nærmest skændtes for åben skærm fredag, da Zelenskyj fredag var i Washington D.C.

Det lød blandt andet fra Trump, at Zelenskyj "leger med Tredje Verdenskrig".

Den amerikanske støtte består blandt andet af avancerede våben, som har gjort det muligt for Ukraine at angribe dybt inde på russisk territorium.

Europa kan måske erstatte amerikanske leverancer af artilleri, men de mest avancerede våben, som Ukraine bruger mod Rusland, kommer fra USA.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har fået en presbold fra Trump, som vil have Ukraine til at indgå i fredsforhandlinger på USA's betingelser, lyder vurdering. Foto: Carlos Jasso/Reuters

- Vi i Europa vil godt kunne lukke hullet delvist med hensyn til våbenleverancer. Vi vil ikke kunne erstatte alt det, som amerikanerne har givet dem. For vi har simpelthen ikke den infrastruktur, som amerikanerne har, siger Peter Viggo Jakobsen.

- Det bliver meget vanskeligere for Ukraine. Det vil også lægge et psykologisk pres på ukrainerne for at acceptere en eller anden "uretfærdig" fred, fordi man ikke ønsker at kæmpe videre uden amerikansk støtte.

Han peger blandt andet på, at den amerikanske pause også kan omfatte indhentning af efterretninger, måldata fra satellitter og andet, som Europa ikke kan hjælpe med på samme måde.

Ifølge Peter Viggo Jakobsen handler det for Europa og Ukraine om at finde allierede i USA, der "kan lægge pres på Trump og få ham til at gentænke det her".

Mark Cancian advarer om, at der er flere former for amerikansk støtte, som Trump kan sætte på pause eller stoppe helt.

Med andre ord har han Zelenskyj i sin hule hånd.

- Der kan måske være en udvej, men det kommer til at blive ekstremt ydmygende for Zelenskyj, siger Cancian.

/ritzau/

Reaktioner

* Oleksandr Oleksandrovytj, formand for Ukraines parlaments komité for udenrigsanliggender:

- På overfladen ser det rigtig skidt ud. Det ligner, at han (Trump, red.) forsøger at skubbe os mod overgivelse, hvilket vil indebære at acceptere Ruslands krav. At stoppe støtten nu er lig med at hjælpe Putin.

* Jeanne Shaheen, demokratisk medlem af det amerikanske Senats komité for udenrigsforhold:

- Ved at fryse den militære støtte til Ukraine har præsident Trump sparket døren vidt åben for Putin til at eskalere den voldelige aggression mod uskyldige ukrainere. Konsekvenserne vil utvivlsomt være katastrofale.

* Dmitrij Peskov, talsperson for det russiske præsidentkontor:

- Hvis det er sandt, er dette en beslutning, der virkelig kan skubbe Kyiv-regimet i retning af en fredsproces.

* Troels Poulsen (V), Danmarks forsvarsminister:

- Det kommer til at få en betydning på slagmarken. Det kommer ikke mindst til at få en betydning for ukrainernes muligheder for at forsvare sig selv. Der er nogle ting, som ukrainerne er helt afhængige af i forhold til amerikanerne. 

Kilde: Reuters.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu