Ukraines premierminister trækker sig fra posten
Ukraines premierminister, Arsenij Jatsenjuk, er torsdag trådt tilbage, efter at to af partierne i hans koalitionsregering tidligere på dagen trak deres støtte til regeringen.
- Jeg træder tilbage i forlængelse af kollapset i koalitionsregeringen og blokeringen af regeringens initiativer, sagde han i parlamentet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det åbner for, at præsident Petro Porosjenko nu kan udskrive parlamentsvalg, hvis der ikke kan dannes en ny flertalskoalition.
Både politikere og aktivister har længe ønsket, at parlamentet skal sammensættes på ny - især efter at det splittede land i slutningen af maj valgte Petro Porosjenko som ny præsident.
De to partier er henholdsvis Svoboda-partiet og Udar-partiet, der er ledet af den tidligere verdensmester i boksning Vitalij Klitsjko. De siger, at deres træk skal rense parlamentet i Kijev for "Moskva-agenter"
- Vi mener, at med den nuværende situation bør parlamentet ikke eksistere, når det beskytter kriminelle og Moskva-agenter og nægter at fratage immuniteten fra de personer, som arbejder for Kreml, siger Oleh Tjahnybok, der er formand for Svoboda-partiet.
Præsident Porosjenkos forgænger på posten, den prorussiske Viktor Janukovitj, blev i februar væltet, men både Svoboda-partiet og Udar-partiet anklager hans støtter i parlamentet for at hæmme parlamentets arbejde.
Ifølge Ukraines forfatning har parlamentet nu 30 dage til at forsøge at danne en ny koalition. Hvis det ikke lykkes, kan præsidenten opløse parlamentet og udskrive valg.
Dermed ser det ud til, at befolkningen i det splittede land skal til stemmeboksen i løbet af sensommeren eller efteråret.
Formanden for det ukrainske parlament, Oleksander Turtjinov, foreslår torsdag, at der vælges en midlertidig, teknokratisk premierminister.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie