Ukrainsk delegation rejser til USA for at genoplive mineralaftale
Vicepremierminister Julija Svyrydenko bekræfter i et opslag på X, at en ukrainsk delegation skal genoptage forhandlingerne om en mineralaftale med USA i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C. (Arkivfoto). Foto: Yves Herman/Reuters
Yves Herman/Reuters
USA's administration vil have en stor bid af Ukraines fremtidige afkast af mineraludvinding.
Ukraine sender en delegation til Washington D.C. denne uge for at fortsætte forhandlingerne om en udvidet mineralaftale med USA.
Det oplyser Ukraines vicepremierminister, Julija Svyrydenko, på den sociale platform X ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Denne dialog afspejler begge nationers strategiske interesser og vores fælles ønske om at bygge et stærkt, gennemsigtigt partnerskab.
- Vi sigter efter at blive enige om udvælgelse af projekter, juridiske rammer og langsigtede investeringsmekanismer, skriver Julija Svyrydenko.
USA's præsident, Donald Trump, og hans administration går efter en aftale, der giver amerikanerne en væsentlig del af udbyttet af Ukraines mineraludvinding.
Trump ser det som en måde, hvorpå USA kan få nogle af de milliarder af dollar tilbage, som landet har støttet Ukraine med under krigen mod Rusland.
Mineralaftalen var øverst på dagsordenen, da Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, besøgte Trump i Det Hvide Hus i slutningen af februar.
Men mødet udviklede sig til et skænderi for rullende kameraer, og mineralaftalen faldt til jorden - i hvert fald foreløbigt.
Siden er der gjort nye forsøg på at genoplive forhandlingerne.
I slutningen af marts præsenterede USA's administration et revideret udkast til en mineralaftale, men den ukrainske regering har været tilbageholdende med at kommentere udkastet.
Udkastet indebærer blandt andet, at USA og Ukraine opretter en fælles fond, som administrerer indtægterne fra Ukraines naturressourcer.
Bestyrelsen af fonden skal bestå af fem personer - to udpeget af Ukraine og tre udpeget af USA - og dermed vil USA få vetoret over fondens beslutninger.
Mens fokus for en mineralaftale tidligere var på udvinding af sjældne jordarter, omfatter det nye udkast fra USA også udvinding af olie og gas i Ukraine.
Ifølge udkastet vil Ukraine skulle sende 50 procent af indtægterne fra råstofudvindingen i landet til den ukrainsk-amerikanske fond.
USA skal ifølge udkastet have alle fondens indtægter samt fire procent i rente årligt, indtil den støtte, som USA har givet Ukraine i forbindelse med krigen mod Rusland, er tilbagebetalt.
Den ukrainske delegation, der sætter kursen mod Washington denne uge, består af repræsentanter fra Ukraines økonomi-, justits-, finans- og udenrigsministerier.
/ritzau/
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie