Ukrainske mænd snød sig til millioner i poker på franske kasinoer
Mændenes forsvarsadvokater har sagt, at mændene lider af spilleafhængighed. (Arkivfoto). Foto: Thomas Samson/Ritzau Scanpix
Med øresnegle og skjulte kameraer snød to ukrainske mænd sig til to millioner kroner på franske kasinoer.
To ukrainske mænd er mandag blevet idømt fængselsstraffe for at have snydt sig til større gevinster på flere kasinoer i Frankrig.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
De to mænd på henholdsvis 35 og 71 år menes at have tjent mere end 270.000 euro - lidt over to millioner kroner - i løbet af mere end et år, hvor de har snydt i poker.
Mændene modtog ved en fransk domstol mandag en dom på 15 måneders fængsel.
De skal blandt andet have brugt øresnegle og skjulte kameraer.
Mændene blev 13. februar anholdt på et kasino i byen Annecy, som ligger i det østlige Frankrig.
Det skete, efter at en særlig politienhed, der holder øje med kasinoers gæster, havde noteret sig, hvordan mændene jævnligt kom på flere forskellige kasinoer.
Anklager Justine Bernardi fortalte i retten, hvordan de to mænd brugte mobiltelefoner, som under pokerspillet enten blev lagt på bordet eller gemt i lommerne på deres trøjer.
Med telefonerne kunne de i realtid sende billeder af kortene på bordet til en person i et andet land, lød det.
Denne person brugte så billederne til at analysere sig frem til, hvad mændenes næste træk skulle være i spillet, lød det fra Laetitia Blanc, som er advokat for kasinoet i Annecy.
Ifølge kasinoets direktør, Eric Perrin, kom de to mænd dagligt på kasinoet for at spille. De skal ifølge ham også have benyttet sig af kunstig intelligens.
Mændenes forsvarsadvokater har sagt, at mændene lider af spilleafhængighed.
Når mændene har afsonet deres fængselsdom, vil de blive udvist fra Frankrig, lød det mandag fra retten.
Under en ransagning i den ene af de to mænds hjem blev der blandt andet fundet 15.000 euro, hvilket svarer til 112.000 kroner. Der blev også fundet 60.000 schweizerfranc, hvilket svarer til 477.000 kroner og et designerur.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie