Unge Trudeau triumferer i parlamentsvalg i Canada
Unge Trudeau triumferer i parlamentsvalg i Canada Foto: Paul Chiasson/AP/POLFOTO
Paul Chiasson/AP/POLFOTO
De liberale har ifølge prognoser vundet valget, og dermed ventes Justin Trudeau at blive premierminister.
Efter ni år med konservativt styre under premierminister Stephen Harper skal Canada have ny regering og ny politisk leder.
Vinder af mandagens parlamentsvalg bliver Canadas Liberale Parti, der ledes af 43-årige Justin Trudeau.
Det viser prognoser fra tv-stationerne CTV og CBS ifølge flere nyhedsbureauer. De viser også, at han formentlig kan danne en flertalsregering.
Ifølge Reuters tyder de foreløbige resultater på, at centrum-venstre-partiet har fået så mange stemmer, at det rækker til at få hovedparten af de 338 pladser i parlamentets underhus.
Partiet støvsugede Canadas østlige provinser for stemmer, hvor det tog samtlige mandater. Derudover er det også gået frem i Quebec og Ontario-provinserne.
Justin Trudeau har kun været leder af Canadas Liberale Parti i to år. Hans to forgængere på posten lykkedes ikke med at vippe premierminister Stephen Harper af pinden.
I valgkampen har han ikke bare lovet canadierne "en ny regering, men også en bedre regering".
Partiet har i slutspurten overhalet de andre partier, og det har fået de politiske konkurrenter til at advare om, at Trudeau er for uerfaren til at lede Canadas 35 millioner indbyggere.
Stephen Harper har på sin side advaret om, at en liberal regering vil indebære, at canadierne kommer til at betale mere i skat.
Men de 28 millioner stemmeberettigede i Canada har i stemmeboksen vist tillid til Justin Trudeau og skiftet 56-årige Stephen Harper ud.
Den snart tidligere premierminister har igennem længere tid kæmpet med at få det geografisk enorme lands økonomi tilbage på skinnerne.
Hans popularitet har i meningsmålingerne aldrig været lavere, og han har besluttet sig for at trække sig som formand for partiet efter valgnederlaget.
Valgets store vinder er søn af den legendariske Pierre Trudeau, som var premierminister i sammenlagt 15 år i perioden mellem 1968 og 1984, og som af mange anses for at være det moderne Canadas fader.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie