Havnearbejdere og udenlandske forretningsmænd har angiveligt set beviser på, at Myanmar er ved at bygge hemmelige atom- og missilanlæg dybt inde i landets jungle, står der i diplomatiske dokumenter, som er offentliggjort af WikiLeaks.
Nordkoreanere bygger med hjælp fra myanmarske arbejdere en betonforstærket underjordisk facilitet, står i dokumenterne, som stammer fra USA's ambassade i Myanmar, skriver The Guardian.
En myanmarsk officer citeres for, at han har overværet nordkoreanske teknikere hjælpe til med bygningsarbejdet.
En udenlandsk forretningsmand har desuden fortalt til ambassaden, at han har set forstærket metal, som er for stort til fabriksbyggeri, blive fragtet på en pram. Havnearbejdere fortæller også om mistænkeligt gods.
Et dokument fra august 2004 indeholder informationer fra en myanmarsk officer fra en ingeniørenhed, der siger, at jord-til-luftmissiler er ved at blive bygget ved byen Minbu i det centralt-vestlige Myanmar.
Officeren fortæller, at godt 300 nordkoreanere arbejder på missilanlægget, selvom den amerikanske ambassade skriver, at antallet formentligt er lovligt højt sat.
I juli udtrykte den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, bekymring for, at Nordkorea hjælper Myanmar med et hemmeligt atomprogram. Hun omtalte også et nordkoreansk skib, der skulle have leveret våben til Myanmar.
Den ledende militærjunta i Myanmar afviser at have atomambitioner og militære bånd til Nordkorea.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie