USA sender verdens største krigsskib på første togt i Atlanterhavet

USS "Gerald Ford" er lige nu verdens største krigsskib. To søsterskibe, USS "John F. Kennedy" og USS "Enterprise" er ved at blive bygget. Planen er, at de skal være klar i 2024 og 2028. (Arkivfoto). Foto: Mc2 Ridge Leoni/Ritzau Scanpix

USS "Gerald Ford" er stået til søs på sit første togt. Det er verdens største krigsskib. Det stævner mod Nordatlanten på øvelse med blandt andre dansk fregat.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter et årelangt tilløb har USS "Gerald Ford" forladt flådebasen Norfolk i Virginia og er sejlet afsted på sit første togt.

Det er det første hangarskib af en helt ny klasse, Ford-klassen.

Fartøjet har fået mange forbedringer og moderniseringer i forhold til de ti hangarskibe af den såkaldte Nimitz-klasse, som flåden også råder over.

Det er skibe med en aldrende teknik. Det første skib i klassen, USS "Nimitz", har været i tjeneste siden 1975.

Nimitz-klassen har hidtil været verdens største krigsskibe, men nu er der så at sige en ny kaptajn på broen.

For "Gerald Ford" er på mange måder et helt nyt skib, og det er større.

Det har en displacement - en teknisk måleenhed for et skibs størrelse - på 100.000-112.000 ton. Det er 6000-12.000 ton mere end Nimitz-klassen.

Meget har drillet på det nye skib. Byggeriet af det begyndte i 2009, og det blev leveret til flåden i 2017. Det har siden gennemført prøvesejladser og fået foretaget justeringer.

Nu er tiden kommet, hvor fartøjet til 13 milliarder dollar (85 milliarder kroner ved leveringen) skal stå sin prøve.

- Dette togt er en mulighed for at presse bolden længere op på banen og demonstrere den fordel, som Ford og hendes Carrier Air Wing 8 (flystyrke) bringer til fremtidens flådes fly, til regionen, vore allierede og partnere, lød det fra den amerikanske flåde, da slæbebåde i tirsdags trak det 337 meter lange hangarskib fri af kajen i Norfolk.

Videre hed det, at det på sit første togt skal på øvelse i den nordlige del af Atlanterhavet. Her samles 9000 søfolk, 20 skibe og 60 fly.

Ni lande sender flådeskibe til øvelsen. Det er blandt andre Danmark, Finland og Sverige, oplyste flåden.

Den danske flåde oplyser, at fregatten "Peter Willemoes" deltager.

Peter R. Sønderkjøge-Hansen er kommandørkaptajn på "Peter Willemoes". Han siger, at øvelsen begynder i slutningen af oktober og varer i omkring fire uger.

Den 18. juni 2021 blev hangarskibet tryktestet for at se, hvordan det klarer en eksplosion tæt ved skroget. Foto: Riley Mcdowe/Ritzau Scanpix

- Formålet er at træne samarbejdet med allierede, herunder luftforsvar, flykontrol og maritim overvågning i Nordatlanten under de vejrforhold og logistiske forudsætninger, som er gældende i det for USA, Danmark og de øvrige allierede vigtige operationsområde.

Han tilføjer, at sådanne flådeøvelser styrker det kollektive forsvar af Atlanterhavet.

Desuden fastholder det og udbygger Søværnets evne til at operere sammen med amerikanske hangarskibsgrupper.

Netavisen 19fortyfive.com skriver, at USA's flåde kalder det nye skib for "Amerikas største og mest brutale krigsskib".

Blandt den nye teknik er en ny katapult til at få flyene i luften.

På de gamle hangarskibe er den drevet af damp. På "Gerald Ford" er det et elektromagnetisk system, som er hurtigere og kan få flere fly i luften i en fart.

Det har også en langt bedre radar end de gamle skibe.

Fregatten "Peter Willemoes", her fotograferet på Flådestation Korsør i august, skal med den nye amerikanske hangarskib på øvelse. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Det er gjort klar til at bruge våben, der stadig er under udvikling.

Det har en besætning på omkring 4500 mænd og kvinder - 600 færre end Nimitz.

Den mindre besætning regnes for en betydelig besparelse i forhold til Nimitz, når man tager i betragtning, at et hangarskib skal være i tjeneste i 40-50 år.

/ritzau/

En håndfuld fakta om USS

* Vejer det samme som mindst 400 statuer af Frihedsgudinden (100.000 ton).

* Køkkenet producerer dagligt 15.000 måltider til besætningen på 4660 mænd og kvinder.

* Skibet producerer dagligt godt 1,5 millioner liter vand.

* Håndterer 25-30 procent flere flyvninger end Nimitz-klassen. Det nye skib kan sende 240 fly i luften i døgnet.

* Der blev brugt 757.082 liter grå maling på at male skibet. Det skal være nok til at male Det Hvide Hus udvendig 350 gange.

Kilde: thefordclass.com, CNN, interestingengineering.com.

/ritzau/

Skibets navn

* Hangarskibet hedder USS "Gerald R. Ford" (CVN 78).

* Opkaldt efter USA's tidligere præsident Gerald Rudolph Ford.

* Under Anden Verdenskrig gjorde Ford tjeneste som officer på hangarskibet USS "Monterey" i Stillehavet.

* Han var republikansk vicepræsident under præsident Richard Nixon, der i 1974 gik af som følge af Watergate-skandalen.

* Ford overtog præsidentembedet. Tabte præsidentvalget i 1976 til demokraten Jimmy Carter og gik af som præsident i 1977.

* Døde i 2006.

* Hangarskibet bærer også nummeret CVN 78. CV er den amerikanske flådes klassificering af hangarskibe. "N" står for "Nuclear Power", altså at skibet er atomdrevet. Det er hangarskib nummer 78 i USA, siden det første, CV1 USS "Langley", i 1922 kom i tjeneste.

Kilder: Ritzau, ibiblio.org.

/ritzau/

En F/A-18F Super Hornet fra USA's flåde gør klar til at lande på USS "Gerald Ford" under en af de mange prøvesejladser, skibet har været igennem. (Arkivfoto). Foto: Handout/Reuters

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu