USA gør nu alvor af truslerne om at trække sin økonomiske støtte til Unesco efter FN-organets beslutning om at give palæstinenserne fuldt medlemskab. Det er anden gang, USA straffer Unesco økonomisk for at gå imod amerikanernes ønsker.
- Vi skulle have bidraget med 60 millioner dollar til Unesco i november, og det bidrag vil vi ikke betale, siger Victoria Nuland, talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium.
Efter en afstemning mandag vedtog Unesco at optage Det Palæstinensiske Selvstyre som fuldgyldigt medlem.
Medlemskabet opfattes som et vigtigt skridt på palæstinensernes vej mod fuldgyldigt FN-medlemskab, der samtidig vil være en anerkendelse af en selvstændig palæstinensisk stat.
USA's bidrag til Unesco udgør 22 procent af FN-organets budget. Og amerikanerne har tidligere brugt denne tungtvejende faktor til at straffe Unesco for handlinger, der gik imod deres ønsker.
I 1984 indstillede USA sin økonomiske støtte til Unesco i kølvandet på en afstemning, der sidestillede israelernes zionisme med racisme. USA genoptog først betalingerne 20 år efter.
Victoria Nuland siger, at mandagens skridt sker i overensstemmelse med et gammelt forbud, Kongressen har indført mod støtte til FN-organer, der anerkender Palæstina som en stat, inden der er nået en endelig fredsaftale mellem israelerne og palæstinenserne.
Nuland siger, at Unescos skridt mandag er "beklagelig, forhastet og undergraver vore fælles bestræbelser på at nå frem til en vidtrækkende, retfærdig og varig fred" i Mellemøsten.
USA, Canada og Tyskland og 11 andre lande stemte mandag imod palæstinensernes medlemskab af Unesco, mens Brasilien, Rusland, Kina, Indien, Sydafrika og Frankrig var blandt de 107 lande, der stemte for. Storbritannien og 40 andre lande afstod fra at stemme - heriblandt Danmark.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie