Våbenhvilen i Syrien vakler før stridsparters forhandling
Iran og USA udtrykker bekymring over den spinkle våbenhvile i Syrien, kort før fredsforhandlinger fortsætter.
Våbenhvilen i Syrien vakler tirsdag på kanten af et sammenbrud, mens de stridende parters forhandlere er på vej mod Genève for at genoptage fredsprocessen.
Kampe i den nordlige del af landet vækker bekymring for processen hos flere parter - heriblandt Iran, som støtter det siddende styre i Syrien.
Den iranske viceudenrigsminister, Hossein Amir Abdollahian, mødtes tirsdag med FN-mægleren Staffan de Mistura for blandt andet at drøfte den aktuelle uro i Syrien.
- Vi delte vore bekymringer med Hr. Mistura om de seneste dages stigende kamphandlinger, som uansvarlige bevæbnede grupper står bag, siger ministeren på iransk stat-tv.
Også USA har udtrykt bekymring over den vaklende våbenhvile.
Forhandlingerne i Genève er planlagt til onsdag 13. april. Det er anden runde af den aktuelle fredsproces, efter at USA og Rusland tidligere på året fik banet vejen for en våbenhvile.
Uroen er størst omkring storbyen Aleppo. Her har regeringsstyrker tirsdag presset Nusrafronten ved byen al-Eis, oplyser Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, SOHR, som overvåger krigen.
De ekstremistiske grupper Nusrafronten og Islamisk Stat er ikke omfattet af våbenhvilen.
Men Nusrafronten får nogle steder støtte af mere moderate oprørsgrupper, som er med i aftalen.
Nusrafronten forsøger i øjeblikket med støtte fra andre oprørsgrupper at erobre byen Khan Touman tæt på Aleppo, oplyser SOHR.
I USA går bekymringen på, at en offensiv mod Nusrafronten i nord kan føre til kampe med moderate oprørsgrupper, hvilket kan ende med et sammenbrud i fredsprocessen.
- Vi er bekymrede over planerne om at angribe og erobre Aleppo, da der tydeligvis der er grupper, som er del af våbenhvilen, siger Mark Toner, talsmand for udenrigsministeriet i USA.
Planen for den videre FN-proces i Genève lyder, at repræsentanter for Syriens regering og oppositionen onsdag genoptager de indirekte forhandlinger.
Den store knude er fortsat, hvorvidt præsident Bashar al-Assad kan blive siddende i en overgangsregering, eller om han - som oppositionen kræver - skal fjernes.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned