Venner om London-drabsmand: Han var en spasmager
Et billede begynder at tegne sig af Michael Adebolajo, der sammen med 22-årige Michael Adebowale stod bag onsdagens bestialske knivdrab på den engelske soldat Lee Rigby på åben gade i London.
28-årige Adebolajo, der er født i den britiske hovedstad, er søn af et særdeles kristent ægtepar fra Nigeria. Men i slutningen af sine teenageår valgte han at konvertere til islam, hvorefter han hurtigt blev mere og mere radikal.
Hans barndomsvenner er blevet chokeret af amatørvideoen, der viser en blodindsmurt og ophidset Adebolajo i minutterne efter drabet på den engelske soldat.
Skolevennerne husker nemlig den 28-årige nigerianer som en almindelig dreng, der interesserede sig for fodbold, piger, computerspil og rapmusik. De fortæller desuden, at han var en spasmager i klasselokalet.
- Han var ikke flabet, men han kunne godt lide at joke, siger en af Adebolajos gamle skolekammerater til The Times.
- Han var i ny og næ i unåde hos lærerne. Ligesom alle vi andre var, tilføjer han.
I 2003 konverterede Adebolajo til islam og udviklede hurtigt - til stor bekymring hos familie og venner - en stigende radikalisme.
Den muslimske præst Anjem Choudary fortæller, at han i en periode så meget til Adebolajo, da de begge overværede prædikener af den kontroversielle islamistiske leder Omar Bakri.
- Han var en meget rolig fyr faktisk. Overhovedet ikke voldelig, fortæller Choudary til AFP.
Politiet ved omvendt endnu ikke meget om den anden formodede drabsmand, 22-årige Michael Adebowale. Men det formodes, at han også er født i London af nigerianske forældre.
De to mænd angreb onsdag eftermiddag 25-årige Lee Rigby på åben gade nær en soldaterkaserne i London-forstaden Woolwich. Soldaten blev ifølge vidner halshugget med en stor kødkniv.
Begge mænd blev efterfølgende skudt og såret af britisk politi.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie